Mistænkt for bevidst påkørsel i Sindal melder sig selv
En 26-årig mand har meldt sig selv, efter at Nordjyllands Politi mandag efterlyste ham efter en påkørsel.
En 26-årig mand, som er mistænkt for en bevidst påkørsel i Sindal tidligt søndag morgen, har meldt sig selv.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har efterlyst både manden og et køretøj. Køretøjet blev beslaglagt mandag aften, lyder det i pressemeddelelsen.
En 34-årig mand blev påkørt af en mindre personbil. Han pådrog sig alvorlige, men ikke livstruende skader.
– Vi har endnu et stort undersøgelsesarbejde foran os. Vores opgave er at få belyst, hvad der har udspillet sig, både før, under og efter påkørslen, siger politikommissær Carsten Straszek, som er efterforskningsleder, i meddelelsen.
– I første omgang skal vi have afhørt den mistænkte, så han kan få lejlighed til at forklare sig til sagen, ligesom vi skal have foretaget tekniske undersøgelser af det beslaglagte køretøj, fortsætter han.
Nordjyllands Politi forventer at fremstille den 26-årige mand i grundlovsforhør onsdag, lyder det.
Mandag oplyste politikredsen, at den opfattede påkørslen som bevidst.
Derfor behandler Nordjyllands Politi sagen som et drabsforsøg.
Den 34-årige mand var, forud for påkørslen, involveret i noget tumult på parkeringspladsen foran Bodegaen på Nørretorv i Sindal.
De omstændigheder gør, at politiets efterforskere i øjeblikket arbejder ud fra en antagelse om, at påkørslen er en hævnaktion som følge af tumulten, lød det mandag.
Hvad den 26-årige mand præcist er blevet sigtet for, efter at han meldte sig selv tirsdag, fremgår ikke af pressemeddelelsen.
/ritzau/