Udland

Mette Frederiksen: Op til Rusland at vælge diplomatisk løsning

Den russiske militæroptrapning ved Ukraines grænse har udløst en højspændt konflikt.

Det er op til Rusland at vælge en diplomatisk løsning, hvad angår konflikten på grænsen til Ukraine, som har fået verdens bevågenhed. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) mandag under et besøg hos sin kollega i Spanien.

Over 100.000 russiske soldater vurderes at være opmarcheret på grænsen til Ukraine, i hvad Rusland hævder er en militær øvelse. Men vestlige stats- og regeringschefer frygter et indtog i Ukraine, hvilket Frederiksen advarer mod.

– Vi står bag Ukraine og er klar til at handle, hvis Rusland eskalerer krisen yderligere. Det er op til Rusland at vise, at landet gerne vil tage den diplomatiske vej, siger Mette Frederiksen.

Hun besøger mandag premierminister Pedro Sanchéz i Spanien og understreger, at de begge deler en voksende bekymring for stigende splittelse i Europa.

Det meste af hendes besøg er gået med at diskutere situationen i og omkring Ukraine.

Det sker frem mod et topmøde i Nato til juni, hvor medlemslandene skal diskutere den transatlantiske forsvarsalliances fremtid. Fokus skal i mindre grad være på udsendelse til Mellemøsten og i højere grad på hjemlig sikkerhed.

Frederiksen slår fast, at Spanien er en tæt partner i NATO-regi.

– Vi er nødt til at tage ansvar for vores egen sikkerhed, hvilket vores lande har gjort. Vi skal etablere vejen for et samarbejde for 2030. Den nuværende situation understreger det kun, siger hun.

Den spanske premierminister er enig i, at det er op til Rusland og præsident Vladimir Putin.

– Den eneste vej til at deeskalere situationen, som er fremprovokeret af Putin, er gennem diplomatisk dialog og ved at sende en klar besked om solidaritet.

– Vi skal sende klar besked til Putin og den russiske regering for at få dem til at indse, at en eskalering af situationen i Ukraine kan skade, siger Pedro Sanchéz.

De to regeringsledere har også talt om grøn omstilling og digitalisering.

Efter mødet bliver hun på et andet kort pressemøde med danske journalister spurgt til, om EU vil indføre gradvise sanktioner fremfor at vente på en eventuel invasion.

– Det, vi diskuterer mellem landene, er også, hvordan vi understøtter Ukraines økonomi, og hvordan vi i det hele taget understøtter Ukraine, siger hun.

Hun vil dog ikke ind på, hvor tæt man er på eventuelle økonomiske sanktioner.

– Nej, sanktioner kommer vi med på det tidspunkt, vi mener, er det rigtige.

– Vi må se, hvad tiden bringer. Vi håber på det bedste, men forbereder os på det værste, siger Frederiksen.

/ritzau/

Back to top button