Politik

Mette Frederiksen kalder angreb i Field’s grusomt

Statsministeren sender sin dybeste medfølelse til alle, der er påvirket af skyderiet i Field's.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder skyderiet i Field’s søndag for et “grusomt angreb”. Det fremgår af en udtalelse fra Statsministeriet.

– Jeg sender min dybeste medfølelse til alle, der har mistet deres kære. De sårede og pårørende. Og til alle de danskere, der har været tæt på de uhyggelige begivenheder.

– Jeg vil opfordre danskerne til at stå sammen og støtte hinanden i denne svære tid, lyder det i udtalelsen.

Statsministeren opfordrer også alle til at følge den løbende kommunikation og anvisninger fra myndighederne.

– Vi er alle blevet revet ud af den lyse sommer, som vi netop havde taget hul på. Det er ubegribeligt. Hjerteskærende. Meningsløst.

– Vores smukke og normalt så trygge hovedstad blev på et splitsekund forandret, siger statsministeren i udtalelsen.

Statsministeren sender også en tak til alle, der har hjulpet.

– Tak til politiet, beredskabet og ambulancefolkene. Også en varm tak til alle de mennesker, der har stået klar til at hjælpe, lyder det i udtalelsen.

Flere personer er blevet dræbt og såret, efter at der blev skudt i shoppingcenteret Field’s. Politiet har efterfølgende anholdt en etnisk dansk mand på 22 år.

Politiet har endnu ikke oplyst, hvor mange der er sårede og døde.

Også justitsminister Mattias Tesfaye (S) sender i en udtalelse tanker til de sårede, pårørende og øvrige berørte.

– Vi kender endnu ikke motivet bag, men jeg kan forsikre, at myndighederne kaster alle kræfter i at komme til bunds i denne sag, så den eller de ansvarlige kan blive retsforfulgt.

Han opfordrer i lighed med statsministeren til at følge myndighedernes kommunikation.

Tesfaye beder desuden befolkningen om at være forsigtig med at videreformidle “udokumenterede rygter”.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har også reageret på angrebet på Twitter.

– Hjerteskærende nyheder fra min hjemby her til aften. Midt i sommer og festligheder er Danmark blevet ramt af en tragedie.

– Vores hovedstad er knust af dødelige skud, skriver han og skriver videre, at han sender tanker til alle, der er påvirket.

/ritzau/

Back to top button