Udland

Meta vil lave kunstig intelligens der kan oversætte alle sprog

Meta arbejder med flere forskellige typer af kunstig intelligens, der skal indgå i det såkaldte metavers.

Techvirksomheden Meta, der ejer de sociale medier Facebook og Instagram, arbejder på kunstig intelligens, der kan oversætte tale på alle sprog øjeblikkeligt.

Det siger Metas topdirektør Mark Zuckerberg på en livestream onsdag ifølge Reuters.

Den kunstige intelligens skal desuden kunne oversætte alle skrevne sprog.

I oktober sidste år skiftede Facebook Inc. navn til Meta, og det blev samtidig annonceret, at virksomheden vil opbygge et såkaldt metavers.

Metavers kan beskrives som en slags parallel, virtuel verden i 3D. Altså en form for onlineverden, hvor man kan være til stede som en digital udgave af sig selv.

Mark Zuckerberg, der var med til at stifte Facebook i 2004, mener, at metavers kan blive det mobile internets efterfølger.

Det skal være et sted, hvor brugere kan socialisere, arbejde og have det sjovt.

– Nøglen til at åbne for mange af de fordele er via kunstig intelligens, siger han på livestreamen.

Derfor er virksomheden i gang med at udvikle flere forskellige former for kunstig intelligens.

På livestream onsdag forklarer Zuckerberg, at der arbejdes på kunstig intelligens, der vil lade folk beskrive ting, der skal tage form i metaverset.

Mark Zuckerberg fremviste et koncept kaldet “Builder Bot”, der vil give brugerne mulighed for ved hjælp af deres stemme at skabe de virtuelle omgivelser.

Han demonstrerede en digital udgave af sig selv på en ø og viste, hvordan han kunne fortælle den kunstige intelligens, at den skulle frembringe en strand, skyer, træer og et picnictæppe.

– I takt med, at vi gør denne teknologi bedre, vil man være i stand til at skabe nuancerede verdener, hvor man kan udforske og dele oplevelser med andre – kun ved hjælp af ens stemme.

Meta, der havde et overskud på omkring 259 milliarder kroner i årsregnskabet for 2021, har investeret mange penge i at lave det nye metavers.

Virksomheden har for nylig annonceret, at et hold af forskere har bygget en ny supercomputer med kunstig intelligens, som de mener bliver verdens hurtigste, når den er færdig i midten af 2022.

/ritzau/Reuters

Back to top button