Sport

Mesteren Djokovic vader forbi chanceløs slovak i Paris

Novak Djokovic er klar til tredje runde af French Open efter en sejr på automatpilot mod verdens nummer 38.

Bedømt på Novak Djokovic’ form i sine to første kampe ved dette års French Open er han absolut en kandidat til at gentage triumfen fra sidste år.

Han vandt sin første kamp på under to timer i tre sæt, og selv om han var lidt længere på banen onsdag, var sejren på 6-2, 6-3, 7-6 over slovakken Alex Molcan aldrig i fare.

Den serbiske verdensetter spillede med vanlig stabilitet i de to første sæt, hvor han ikke afgav en eneste breakbold på vejen mod sætsejrene.

Det var som om, at mageligheden trådte en lille smule ind i tredje sæt, hvor han lavede lidt flere fejl.

Han kom ellers planmæssigt op med et servegennembrud til 2-1, men i det efterfølgende parti viste Molcan for første gang tænder i serberens serv.

Slovakken spillede sig til to breakbolde, og udnyttede den anden.

Samtidig blæste det lidt op, og Molcan trivedes tydeligvis bedre med vinden end Djokovic.

Serberen genfandt sikkerheden i egen serv efter bruddet, men han havde svært ved at komme til muligheder i Molcans serv.

Derfor måtte sættet afgøres i tiebreak, hvor serberen strammede grebet igen og vandt 7-4.

Den lille smule overarbejde var dog intet imod, hvor hårdt tredjeseedede Alexander Zverev måtte kæmpe for at komme i tredje runde.

Argentineren Sebastian Baez spillede fremragende og var foran 2-0 i sæt, før Zverev fik hanket op i sig selv.

Han vandt de to næste sæt sikkert med 6-1 og 6-2, mens han i femte og afgørende sæt måtte afværge en matchbold, før han tog sejren med 7-5. De fem sæt tog 3 timer og 36 minutter.

Djokovic møder i tredje runde sloveneren Aljaz Bedene, mens Zverev møder amerikaneren Brandon Nakashima.

/ritzau/

Back to top button