Kriminal

Menneskerettighedsdomstol afviser IS-krigers sag om dansk pas

En dansk-tuneser fik i 2018 frataget sit danske statsborgerskab for at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien.

En dengang 28-årig dansk-tuneser fik ikke krænket sine menneskerettigheder, da Højesteret i 2018 fratog ham det danske statsborgerskab for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien.

Torsdag har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afvist Adam Johansen sag, oplyser domstolen på sin hjemmeside.

Adam Johansen, der har en mor fra Færøerne og en far fra Tunesien, voksede op i Danmark, hvor han selv stiftede familie.

Hustruen og den da otteårige søn forlod han dog, da han rejste til Syrien – ifølge eget udsagn for at “gøre en forskel”.

Han skulle ifølge Menneskerettighedsdomstolen være taget til Syrien for at modtage træning hos Islamisk Stat med det formål at begå terror.

Ved Østre Landsret blev han først idømt fire års fængsel. Højesteret tog siden stilling til spørgsmålet om mandens danske statsborgerskab.

Adam Johansen havde både dansk og tunesisk statsborgerskab, og det er derfor, at det danske kan tages fra ham. Ellers ville han have været statsløs, og det ville være i strid med menneskerettighederne.

I sagen har den europæiske domstol kigget på, hvor stort mandens tilhørsforhold har været til henholdsvis Danmark og Tunesien.

Det er blandt andet Højesterets grundige granskning af mandens tilhørsforhold, der har fået menneskerettighedsdomstolen til at afvise mandens sag.

Et af forsvarerens argumenter for, at Adam Johansen kunne blive i Danmark var dengang familien. Men Højesteret bemærkede da, at han på eget initiativ rejste til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat.

Foruden fængselsstraffen og fratagelsen af statsborgerskabet er Adam Johansen også blevet udvist for bestandig.

Han har på nuværende tidspunkt afsonet sin straf og befinder sig i øjeblikket på et udrejsecenter. Her afventer han den endelige udvisning.

/ritzau/

Back to top button