Udland

Medier beretter om eksplosioner i Ukraine – også i Kijev

Passagerer og flypersonale i lufthavnen i Kijev er blevet evakueret, oplyser Ukraines regering ifølge Reuters.

Der er meldinger om eksplosioner flere steder i Ukraine, inklusive i hovedstaden Kijev, hvor der også er hørt skud i nærheden af lufthavnen.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters tidligt torsdag morgen dansk tid.

Reuters skriver også, at der er blevet hørt en række eksplosioner på russisk side i Belgorod-provinsen, der grænser op til Ukraine.

Der er også meldinger om, at der er missilangreb mod militære installationer i Kijev.

Lufthavnen i Kijev har aflyst fly, skriver det russiske nyhedsbureau Interfax. Passagerer og flypersonale er blevet evakueret fra lufthavnen, oplyser Ukraines ministerium for infrastruktur ifølge Reuters.

Eksplosionerne i Kijev er rapporteret, kort efter at præsident Vladimir Putin har meldt, at Rusland har igangsat en militær operation i Ukraine.

Storbritanniens ambassadør i Ukraine, Melinda Simmons, skriver på Twitter, at “helt uprovokerede angreb” i landet begyndte efter Putins melding.

– Et helt uprovokeret angreb på et fredeligt land, Ukraine, udspiller sig Det er helt forfærdeligt.

– Bare fordi man er forberedt på det og har tænkt over det i uger og måneder, betyder det ikke, at det ikke er chokerende, når det rent faktisk sker, skriver hun.

/ritzau/

Back to top button