Sport

Matchvinder dedikerer sejr til afdød senegalesisk legende

Papa Bouba Diop, der døde som 42-årig for to år siden, blev hyldet af Senegals matchvinder, Kalidou Koulibaly.

Kalidou Koulibaly blev tirsdag dagens mand i skysovs, da han med sin scoring til 2-1 mod Ecuador sparkede Senegal videre fra VM’s gruppespil.

Efter kampen blev han valgt som kampens spiller og fik et fint trofæ, men han havde ingen intentioner om at tale om sig selv.

I stedet brugte han sin taletid på at hylde den senegalesiske fodboldlegende Papa Bouba Diop, som i en alder af 42 døde for præcis to år siden efter længere tids sygdom.

– I dag er toårsdagen for hans død, og jeg vil give det her trofæ til hans familie for at ære ham, siger Koulibaly ifølge AFP med henvisning til det trofæ, der følger med kåringen som kampens spiller.

– Vi ved, at dagen er meget vigtig for hans familie. Vi ville ære ham. Han repræsenterede en drøm for mig, da jeg var dreng.

– Vi spillede for ham og ville ikke forspilde den her chance, siger Koulibaly.

Papa Bouba Diop spillede 62 kampe på Senegals landshold. I 2002 var han en af nationens helt store stjerner ved VM.

Han scorede således mod både Frankrig og Uruguay i gruppespillet. Kun mod Danmark kom han ikke på måltavlen.

Senegaleserne nåede det år kvartfinalen. Det har de aldrig gjort bedre. Men måske bliver det i år. Indtil videre har de nået ottendedelsfinalerne.

– Det her var en speciel dag for Senegal. Senegalesisk fodbold som helhed vandt i dag. Jeg er glad for mit mål. Det er en kæmpe ære at score sådan et mål, siger Koulibaly.

Ismaïla Sarr scorede Senegals første mål på straffespark i første halvleg. I anden halvleg udlignede Ecuador og havde dermed et resultat, der ville sende holdet videre.

Men Kalidou Koulibaly scorede blot to minutter efter udligningen, og det blev dødsstødet til Ecuadors drømme om avancement.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker