Maskerede mænd overfalder teenager med kniv på Nørrebro
En 17-årig dreng er bragt til Rigshospitalet efter et knivstikkeri på Nørrebro. Han er uden for livsfare.
Københavns Politi leder efter to gerningsmænd efter et knivstikkeri på Sigurdsgade på ydre Nørrebro lørdag aften.
Det fortæller efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen natten til søndag.
Under knivstikkeriet blev en 17-årig dreng stukket flere gange og efterfølgende bragt til Rigshospitalet.
Han er uden for livsfare, og politiet har talt med ham kort.
– Han skal genafhøres på et tidspunkt, men ikke i nat, siger Kenneth Jensen.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet lørdag klokken 18.07.
– Vi har sikret en del spor og er i gang med at indhente videoovervågning, fortæller efterforskningslederen.
På baggrund af vidneudsagn og allerede indhentet overvågning kan politiet konkludere, at der er tale om to gerningsmænd.
– Der er to gerningsmænd. Dem mangler vi. De var maskerede og iklædt mørkt tøj, men mere har vi faktisk ikke lige nu, siger Kenneth Jensen.
Politiet vil derfor gerne i kontakt med vidner, der kan have set noget. De kan kontakte politiet på telefonnummer 114.
Ifølge Kenneth Jensen er det endnu uklart, om den 17-årige kendte sine overfaldsmænd.
– Så langt er vi ikke nået, siger han.
Der har i de seneste måneder været en række knivstikkerier i København.
På baggrund af knivstikkerierne valgte politiet den 29. december at indføre en såkaldt visitationszone på dele af Nørrebro og i Nordvest. I zonen kunne politiet uden at have nogen konkret mistanke kropsvisitere folk og ransage køretøjer.
Visitationszonen blev forlænget, men udløb igen 19. januar.
/ritzau/