Erhverv

Markedsoversigt: Pæne stigninger til aktie- og obligationsmarkedet

Der var store vindere og store tabere i torsdagens danske aktiemarked, hvor Chr. Hansen var i sidstnævnte kategori med et fald på næsten 10 pct. efter ingredienskoncernens regnskab for tredje kvartal.

Mærsk-aktierne markerede sig omvendt med bemærkelsesværdige stigninger, og Jyske Bank fulgte også godt med sammen med DSV og FLSmidth.

Samlet endte C25-indekset 1,5 pct. højere i 1632,60 efter stigninger i 18 af de 25 eliteaktier.

Helt i bunden af indekset endte Chr. Hansen med et fald på 9,8 pct. til 487 kr. Det fald vakte undren blandt flere markedsdeltagere, som MarketWire talte med i løbet af dagen, herunder for chefhandler Mads Zink fra Danske Bank.

– Vi er lidt overraskede over, at den falder, som den gør. Der er nogle, der måske havde forventet en lille smule mere, og nogle er måske også en lille smule bekymrede omkring volumenvæksten, sagde Mads Zink.

Regnskabet for tredje kvartal viser et driftsresultat før særlige poster på 84,8 mio. euro mod 82,4 mio. euro i samme periode året før – og analytikerkonsensus på 84 mio. euro.

Mærsk-aktierne bragede til gengæld i vejret med stigninger i selskabets A og B-aktier på godt 7 pct. til henholdsvis 17.180 kr. og 17.255 kr. Der var bl.a. asiatiske konkurrenter, som steg – hvilket smittede positivt af på Mærsk.

Finanshuset Stifel gentog også sin anbefaling “køb” for Mærsk-aktierne, med et kursmål på 27.000 kr.

Ørsted har sikret sig en vigtig aftale i Storbritannien, som skal bane vejen for, at energiselskabet kan opføre havmølleparken Hornsea 3, som med en kapacitet på 2852 megawatt bliver verdens største.

Ørsteds aktie steg 2,5 pct. til 819,60 kr.

Også på det danske obligationsmarked var der pæne stigninger, efter at referatet onsdag aften fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, viste bekymring for både inflation og vækst.

Ifølge Nordea kan bekymringerne for recession betyde, at de aggressive stramninger af den amerikanske pengepolitik snart er overstået.

– Efter frigivelsen af referatet fra Fed steg de lange amerikanske renter relativt kraftigt på udsigten til en potentielt mindre aggressiv opstramning af pengepolitikken. Den effekt kan også være medvirkende til at ændre retningen på renterne i Danmark, der de seneste uger er faldet kraftigt, skriver Nordea i en kommentar.

De danske renter kørte er da også kørt pænt op i løbet af formiddagen og holdt resten af dagen fast i det højere niveau. Renten på den tiårige danske statsobligation steg 10 basispoint til 1,63 pct.

Referatet fra det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank gav ikke anledning de større forskydninger. I referatet blev der udtrykt bekymring for, at et for stort renteløft på mødet senere i juli kan skabe en overdreven reaktion på markederne.

.\˙ MarketWire

Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Back to top button