Markedsoversigt: Lundbeck trodsede igen fald i C25 – stort rentedyk
En lille slutspurt sidst på torsdagen bedrede billedet af et ellers dystert dansk aktiemarked, hvor investorerne stadig tyggede på de inflationstal fra USA, der allerede onsdag eftermiddag skabte bølgeskvulp på de finansielle markeder.
C25-indekset faldt dog med 0,4 pct. til 1584,86, men en i lang tid var indekset nede med mere end 2 pct., så resultatet blev til sidst noget bedre, end det længe så ud til.
I toppen endte igen medicinalselskabet Lundbeck, der stadig blev gavnet af det positive regnskab for første kvartal onsdag morgen og efterfølgende positive reaktioner fra analytikerne. Aktien steg 4,2 pct. til 466,25 kr.
Regnskaber var der flere af torsdag, men uden at de for alvor havde haft stor kurseffekt.
– Det er de overordnede linjer, der stadig dikterer retningen og mindsker appetitten oven på inflationstallene onsdag. Markedet begynder igen at spekulere i noget, der kan være endnu værre end stagflation – nemlig recession, siger Otto Friedrichsen, aktiechef og partner hos Formuepleje, til MarketWire.
Blandt eliteaktierne gik værst ud over Ambu og Vestas, der bakkede med henholdsvis 2,9 pct. til 86,90 kr. og 4,4 pct. til 148,14 kr. De to er nu faldet med omtrent 50 pct. og 26 pct. siden nytår.
Efter børslukketid onsdag afleverede Genmab i øvrigt sit regnskab for første kvartal, og det indeholdt blandt andet en oppræcisering af forventningerne.
Bunden af intervallerne for Darzalex-salget, omsætningen og indtjeningen blev alle løftet, og samtidig var driften i første kvartal isoleret set også bedre end ventet.
Genmab faldt dog med 1,4 pct. til 2033 kr. i torsdagens sure marked.
Frygt for økonomisk nedtur og decideret recession var torsdag med til at sende de danske statsrenter ned, da investorerne søgte ly for stormvejret blandt aktierne.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation faldt med hele 15 basispoint til 1,21 pct.
– Markedet begynder igen at spekulere i noget, der kan være endnu værre end stagflation – nemlig recession, siger Otto Friedrichsen, der er aktiechef og partner hos Formuepleje, til MarketWire.
Torsdag aften blev de amerikanske aktiemarkeder blandt andet ramt af bekymringer for, at den amerikanske centralbank vil afspore opsvinget ved at hæve renten for hurtigt som følge af den høje inflation, der lige nu præger mange steder.
Den tiårige danske rente blev onsdag eftermiddag sendt markant højere til 1,43 pct., efter at et nøgletal viste en ikke helt så aftagende inflation som ventet i april.
Allerede senere samme eftermiddag blev renten dog sendt retur til 1,36 pct.
Torsdagens kalender bød ikke på de store nøgletal, men dog lidt mere nyt om inflationen i det amerikanske.
Producentprisopgørelsen for april viste en årlig stigningstakt på 11,0 pct. mod ventet 10,7 pct. blandt økonomerne. Samtidig viste et andet tal lidt flere nytilmeldte ledige end ventet i sidste uge.
.\˙ MarketWire
Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk