Erhverv

Markedsoversigt: Kurssmæk til banker og faldende renter

Bank-aktierne indtog sammen med Vestas bunden af eliteindekset torsdag, hvor Royal Unibrew førte an i den modsatte ende af indekset.

Samlet faldt C25-indekset 0,6 pct. til 1554,96.

Her var bankerne udsat, fordi renterne – især i Europa – har været nedadgående. Samtidig har den stigende inflation og frygten for en forestående recession ramt de selskaber, der er særligt bundet op på forbrug.

Torsdag var der især hug til bankerne, og Jyske Bank indtog bunden af C25-indekset med et fald på 5,6 pct. til 363,50 kr.

Nordea var også tynget af et fald på 3,1 pct. til 64,99 kr., mens Danske Bank var med i bunden med et minus på 2,6 pct. til 105,45 kr.

Det er især de faldende renter, der retter spotlyset mod bankerne.

De cykliske aktier var udsat torsdag, og det ramte A.P. Møller-Mærsk, hvis B-aktie faldt 2,1 pct til 16.535 kr.

Siden månedens begyndelse aktien smidt i omegnen af 20 pct., bemærkede Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

Noble Corporation, som Maersk Drilling planlægger en fusion med, har fået underskrevet en aftale om at sælge fem rigge, der er nødvendigt for at selskabet kan få godkendt sammenlægningen. Det meddelte Maersk Drilling torsdag eftermiddag, hvilket var umiddelbart efter, at de britiske myndigheder udskød sin endelige afgørelse til 1. september.

Også Vestas er under pres, og det kan hænge sammen med, at udgangen af kvartalet nærmer sig, uden at selskabet er i nærheden af at have annonceret den mængde ordrer, som markedet venter.

Obligationsmarkedet var præget af frygten for recession. Efter utallige dage med stigninger har renten de seneste to dage været på retur, og torsdag blev der dermed endnu engang skåret en luns af renteniveauet.

Renten på den ledende tiårige statsobligation sluttede dagen i 1,75 pct. efter et fald på 13 basispoint fra åbningen. Det skal lægges oven i et rentefald på 14 basispoint onsdag.

Det skete på en dag, hvor der var nok for handlerne af holde øje med i form af både europæiske og amerikanske PMI-indeks, som var spredt ud over dagen.

Klokken 9.30 kunne handlerne vende blikket mod Tyskland, hvor PMI-barometret over indkøbschefernes syn på aktiviteten i Tyskland udviklede sig dårligere end ventet i den foreløbige opgørelse for juni.

Det overordnede indeks fra Markit og BME faldt til 51,3, hvor der var forudset 53,0. I maj var indekset på 53,7.

I USA faldt tallene også mere end ventet, og indekset landede i juni på 51,2 mod 53,6 måneden før. Økonomerne havde ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg ventet et samlet indeks på 53,0.

For eurozonen landede det samlede PMI-indeks på 51,9 mod 54,8 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet en indeksværdi på 54,0 blandt økonomerne.

.\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Back to top button