Erhverv

Markedsoversigt: Bavarian brillerede på rød baggrund mens renten faldt

Det samlede C25-indeks tog onsdag en u-vending, hvor det endte med et fald på 0,1 pct. til 1683,87. Stemningen vendte da frygten for energimangel i Europa og en mulig recession igen blussede op.

Bavarian steg 12,1 pct. 303,70 kr. Efter to opjusteringer fredag og mandag fik selskabet løftet anbefalingen af finanshuset Cowen til “outperform” fra “market perform”, fremgik det af Bloomberg News. Danske Bank løftede kursmålet til 375 kr. fra 350 kr.

Vestas har droppet planer om produktion i Japan. Den nye fabrik skulle have været opført i Nagasaki med støtte fra de japanske myndigheder. Også Siemens Gamesa skulle ifølge avisens oplysninger have droppet sine planer om at opføre en fabrik i Japan.

Vestas-aktien steg 2,8 pct. til 170,60 kr.

Pandora har fået indledt dækning af Jefferies med en “hold”-anbefaling, fremgår det af en analyse fra finanshuset. Kursmålet sættes til 470 kr., hvilket er under den aktuelle kurs for Pandora. Det er da også det laveste blandt de finanshuse, der har et kursmål for smykkeaktien.

Aktien faldt 0,4 pct. til 503 kr.

Nordea fik anbefalingen løftet til “køb” fra “hold” af analytikerne hos Pareto, der samtidig justerer kursmålet for aktien til 78,28 kr. fra 77,75 kr. Kollegaerne hos Arctic Securities går den anden vej og sænker kursmålet for Nordea til 78,27 kr. fra 83,41 kr., men fastholder “køb”.

Aktien faldt 0,7 pct. til 69,10 kr.

Jyske Bank har sænket kursmålet til 1775 kr. fra 1825 kr. for DSV.

Aktien steg 1,1 pct. til 1113 kr.

SAS steg 5,8 pct. til 0,54 kr. tirsdag, på nyheden om at der var indgået en aftale med SAS piloterne. Men onsdag faldt aktien 10 pct. til 0,49 kr.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme faldt onsdag efter markante stigninger på henholdsvis 9 og 6 basispoint på ugens første to dage.

Onsdag faldt renten på det tiårige papir 6 basispoint til 1,53 pct. i forhold til tirsdag.

Handlerne fik fra morgenstunden tal for den danske forbrugertillid, der viste et humør i kulkælderen, da tilliden i juli er opgjort til minus 25,6. Det er det lavest registrerede nogensinde, skriver Danmarks Statistik.

Modsat indikerede de tyske producentpriser en lille opbremsning i inflationen, da de steg mindre end ventet i juni. Producentpriserne steg i juni med 32,7 pct. sammenlignet med måneden året før mod en ventet stigning på 33,7 pct.

Fokus er dog fortsat rettet mod ugens helt store højdepunkt torsdag, når medlemmerne i Den Europæiske Centralbank (ECB) samles til julis rentemøde. Her er det ventet, at renten sættes op med 25 basispoint, viser estimater fra Bloomberg News.

Der spekuleres dog i, om centralbanken kan finde på at gå mere aggressivt til værks, og tirsdag kunne Bloomberg News på baggrund af anonyme kilder fortælle, at der bliver set nærmere på muligheden for at løfte renten et halvt pct.point på rentemødet, hvilket er det dobbelte af tidligere indikeret.

.\˙ MarketWire

Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Back to top button