Erhverv

Markedsoversigt: Aktier faldt og renter steg for anden dag i træk

Bryggerierne Carlsberg og Royal Unibrew var under pres på det danske aktiemarked onsdag, der startede med comeback efter tirsdagens tunge dukkert, men igen endte i rødt.

Onsdag pustede investorerne igen ud fra morgenstunden, men ud på dagen fik pessimismen igen overtaget, og C25-indekset faldt med 0,6 pct. til 1617,56.

– Det er stadig de dårlige nøgletal fra tirsdag, som markedet har det lidt svært med. Markedet kom kraftigt ned på baggrund af inflationstallene fra USA, og det er det, der stadig styrer det hele. Så vi danser lidt omkring udgangspunktet, siger Mads Zink, chefaktiehandler hos Danske Bank, til MarketWire.

Carlsberg var blandt dagens tabere i C25 med sit dyk på 1,8 pct. til 947 kr., og samtidig faldt Unibrew 2,3 pct. til 532,20 kr.

Det skyldtes en generel frygt for effekten af de stigende energipriser.

Høje energipriser øger på den ene side omkostningerne hos bryggerierne, som det også gælder for mange andre sektorer, og en mulig rationering af energi synes også at være på bordet hos politikere i Europa.

Jyske Bank, der tirsdag var den eneste danske eliteaktie i grønt, klarede sig igen netop uden om uvejret og endte med et plus på 0,1 pct. til 429 kr.

Bankaktien har i lang tid været understøttet af stigende renter, og samtidig har Handelsbanken onsdag løftet sit kursmål for kollegaen til 600 kr. fra 500 kr. og løftet den langsigtede anbefaling til “outperform”.Øverst endte Ørsted, der uden større selskabsspecifikke nyheder steg med 1,0 pct. til 732,10 kr.

Blandt taberne onsdag var Chr. Hansen Holding og Novozymes.

Det skete, efter at begge modtog negative analysekommentarer fra amerikanske Jefferies, som har indledt dækning af førstnævnte og sænket anbefalingen af Novozymes.

 

På obligationsmarkedet steg de danske statsrenter igen oven på tirsdagens himmelfart udløst af overraskende høje inflationstal fra USA.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme steg onsdag med et enkelt basispoint til 2,07 pct., og dermed nærmer renten sig sin rekord på 2,11 pct. fra juni i år.

Tirsdag steg renten med 9 basispoint.

Tirsdagens inflationstal fra USA viste ganske vist en aftagende inflation i august, men ikke i et så højt tempo, som økonomerne havde ventet.

Samtidig viste kerneinflationen, der tager udviklingen i fødevare- og energipriser ud af ligningen, sig at tiltage mere end ventet i markedet.

Onsdag var der mere ro over makrofronten, hvor de største højdepunkter var en statistik over industriproduktionen i eurozonen i juli samt tal for producentpriserne i USA i august.

Industriproduktionen viste et fald på 2,3 pct. på månedsbasis, mens økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet et mindre fald på 1,1 pct.

De amerikanske producentpriser steg med 8,7 pct. på årsbasis i august mod et ventet løft på 8,8 pct.

Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Back to top button