Kriminal

Mandlig cyklist kommer til skade i ulykke med lastbil

En ældre mand er ifølge politiet kommet alvorligt til skade i et sammenstød med en lastbil i Esbjerg.

En ældre mandlig cyklist er kommet alvorligt til skade i en ulykke med en lastbil tirsdag morgen i Esbjerg.

Det fortæller Søren Strægaard, som er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ritzau.

Ulykken er sket i krydset mellem Hededammen og Hedelundvej i Esbjerg, og den blev anmeldt klokken 07.

Tirsdag formiddag oplyser vagtchefen til JydskeVestkysten, at cyklisten er en 76-årig mand. De pårørende er underrettet.

Politiet formoder, at ulykken er sket i forbindelse med et sving.

Lastbilchaufføren er sluppet uden skader ifølge JydskeVestkysten.

Politiet har tirsdag morgen haft en bilinspektør på ulykkesstedet. En bilinspektør kan undersøge de nærmere omstændigheder omkring alvorlige trafikulykker.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker