Kriminal

Mand skyldig i drab: Slog ihjel med kniv på kræmmermarked

En 29-årig tidligere rocker er mandag kendt skyldig i drab begået ved Døllefjelde-Musse Marked sidste år.

En mand er skyldig i drab ved at have slået 32-årige Deniz Köktas ihjel på Døllefjelde-Musse Marked sidste år.

Skyldkendelsen er afsagt af Retten i Nykøbing Falster, skriver Ekstra Bladet.

Det er en 29-årig mand, der er kendt skyldig i drab ved at ramme Köktas i brystet med et dødeligt knivstik på en parkeringsplads ved det populære kræmmermarked.

Den 29-årige har under sagen erkendt, at det var ham, der stak. Men nægtede sig skyldig i drab. Det var nødværge og ikke hans hensigt, at nogen skulle dø, har han fortalt.

Ekstra Bladet skriver også, at mandens forsvarer Christina Schønsted anbefalede i sin procedure, at han alene dømmes for grov vold med døden til følge, og at han slipper for straf, når der tages stilling til dette i næste måned.

Ifølge Ekstra Bladet er manden tidligere rocker.

I første omgang kunne politiet ikke finde den 29-årige mand. Derfor udsendte politiet 15. maj sidste år en efterlysning af ham med foto.

Senere samme dag meldte han sig selv til politiet. Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør i retten og varetægtsfængslet. Dommeren mente, at der var begrundet mistanke for i hvert fald grov vold med døden til følge.

Dengang nægtede den 29-årige mand sig under retsmødet skyldig i den alvorlige sigtelse imod ham.

Døllefjelde-Musse Marked er et årligt tilbagevendende kræmmermarked syd for Sakskøbing på Lolland. Omkring 120.000 lægger typisk vejen forbi markedet i de dage, det varer, skriver Døllefjelde-Musse Marked på sin hjemmeside.

Anklager, Susanne Bluhm siger til Folketidende, at hun er “tilfreds med dommen.”

Derudover oplyser hun, at det ikke var muligt at udmåle straffen, fordi retsmødet trak ud.

Den 29-årige mands forsvarer, Christina Schønsted, siger til Folketidende, at hun ønsker at læse afgørelsen igennem, inden hun forholder sig nærmere til resultatet.

Hun fortæller dog, at hun er “ærgerlig” over afgørelsen.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker