Kriminal

Mand fik skåret sit øre af – hollandsk statsborger efterlyses

Københavns Politi har sendt efterlysning til medier i Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Storbritannien.

En ung hollandsk statsborger efterlyses af politiet i sagen om et overfald på en mand i Silkegade i København søndag.

Offeret fik blandt andet skåret sit venstre øre af og fik skåret sin kind op, oplyser Københavns Politi onsdag.

Den efterlyste er den 24-årige Yahye Mohamed Omar. Måske befinder han sig i udlandet, mener politiet, der også har udsendt en engelsksproget omtale af sagen.

Manden befinder sig muligvis i Sverige, Norge eller i det nordlige Tyskland.

– Men da den mistænkte er hollandsk statsborger og har bånd til Storbritannien, så søger vi ham også i de lande, siger politikommissær Kenneth Jensen i en pressemeddelelse.

Københavns Politi har desuden delt efterlysningen med medier i fem lande.

– Det var et særdeles brutalt overfald, så vi har en intensiv efterforskning for at få Yahye Mohamed Omar bag tremmer. Vi har et godt samarbejde med vores kolleger i udlandet, men har også brug for borgernes hjælp, siger politikommissæren.

Politiet anholdt tirsdag en 20-årig mand. Han sigtes både for at have deltaget i overfaldet i Silkegade og for drabet på en 28-årig mand i et hotel i Strandgade i weekenden.

Denne mand er blevet fremstillet for en dommer i Københavns Byret onsdag.

/ritzau/

Back to top button