Kriminal

Mand dømt for hvidvask af op mod 25 millioner kroner

En 41-årig mand modtager en advarsel om udvisning og fængsles for hvidvask af et tocifret millionbeløb.

En 41-årig mand idømmes to år og seks måneders fængsel for hvidvask af 20 til 25 millioner kroner.

Det afgør Københavns Byret tirsdag.

Ifølge retten har den 41-årige i samarbejde med andre og som led i organiseret kriminalitet afhentet beløbene, som efterfølgende blev hentet og transporteret til Sverige af andre gerningsmænd.

Han tildeles desuden en advarsel om udvisning.

Den 41-årige mand har syrisk baggrund og kom til Danmark i 2014.

I retten fortæller han, at han i 2022 blev kontaktet af en mand fra Tyrkiet, som bad ham køre til forskellige adresser og hente penge.

Politiet konkluderede, at han hentede penge 29 gange.

– Hvis det var under 100.000 kroner, fik jeg 500 kroner for det. Hvis det var mere, fik jeg 1000 kroner, fortæller manden, der har en tolk med i retten.

Når han hentede pengene, skulle han udveksle et kodeord, fortæller han.

– Jeg kendte aldrig dem, jeg hentede pengene fra. Når jeg spurgte, hvad det handlede om, sagde de, at det var penge fra et firma, siger han.

Manden har været varetægtsfængslet siden 15. juni 2022. Københavns Politi fik mistanke om den 41-åriges involvering i sagen i forbindelse med en efterforskning af narkotika.

Her var han blandt flere syriske mænd, der blev set håndtere større pengebeløb mellem november 2021 og marts 2022, fortæller anklageren i retten.

Ud over den 41-årige er to andre syriske mænd dømt for at smugle henholdsvis 100 millioner og 74 millioner kroner.

De to blev dømt til fængsel i henholdsvis 3,5 år og 3 år.

En fjerde skal for retten i marts.

Den 41-årige erkendte sin rolle i sagen og modtog dommen.

Specialanklager Mariam Khalil forventer, at anklagemyndigheden vil anke dommen. Anklagemyndigheden havde ud over fængselsstraf nedlagt påstand om, at den 41-årige skulle udvises for bestandigt.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker