Mand anmeldte kortmisbrug efter bytur – nu er han selv tiltalt
Over syv timer blev den 42-åriges dankort brugt 22 gange på to natklubber, og der blev hævet 107.000 kroner.
En 42-årig mand fra Aalborg er blevet tiltalt for forsøg på bedrageri og falsk anmeldelse til politiet.
Politiet mener at kunne bevise, at manden selv har brugt de lidt over 107.000 kroner, der blev hævet fra mandens dankort en novembernat i 2019 på flere natklubber i Aalborgs festgade, Jomfru Ane Gade.
Det skriver TV 2 Nord, der har fået aktindsigt i sagens anklageskrift.
Dankortet blev brugt 22 gange på to forskellige natklubber fredag den 1. november 2019.
Manden anmeldte om mandagen misbruget med dankortet til sit pengeinstitut, men det fik han ikke noget ud af, da pengeinstituttet fattede mistanke, fremgår det af anklageskriftet.
Han fik derfor ikke ført penge tilbage til sin konto.
Da manden den 5. november 2019 anmeldte det, den 42-årige kaldte misbrug af sit dankortet, til politiet, fik han efterfølgende en sigtelse, da politiet mener, at han selv svingede dankortet i løbet af de syv timer, der vær hævninger på kortet.
Det vides ikke, om det er overvågningsbilleder eller vidner fra de to natklubber, politiet bygger dets sag på, skriver TV 2 Nord.
Sagen mod den 42-årige mand starter mandag den 29. maj.
/ritzau/