Da politiet i Aarhus stoppede en 21-årig mand med hash i lommerne, afviste han pure, at det var hans bukser.

Det drejer sig om en 21-årig mand, som tirsdag forsøgte at narre politiet, da han kl. 17.47 blev standset på Kongsvang Allé i Aarhus C, hvor han kom kørende i en varebil.

Fordi han virkede påvirket, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel.

Manden oplyste sit navn og personnummer og fortalte samtidigt, at han havde glemt sit kørekort. 

I hans lommer fandt betjentene en klump hash, som den 21-årige nægtede at kende til. Bukserne var nemlig ikke hans, forklarede han. Han havde blot lånt dem.

På vej ind på stationen blev den 21-årige igen spurgt om sin identitet, og nu erkendte han, at han havde opgivet falsk navn til at starte med, oplyser Østjyllands Politi.

Det viste sig, at den unge mand slet ikke havde noget kørekort, så ud over sigtelser for narkokørsel, besiddelse af stoffer, og opgivelse af falsk navn, fik han også en sigtelse for at køre uden førerret. 

Flere nyheder

Kom med din mening til nyheden