Kultur

Louisianas besøgstal nærmer sig rekordåret inden corona

Besøgstallet på kunstmuseet Louisiana er næsten fordoblet siden 2021, der var præget af nedlukninger.

Det nordsjællandske museum Louisiana har igen besøgstal, der nærmer sig årene inden corona.

I 2022 indløste 613.000 mennesker billet til kunstmuseet. Det er næsten dobbelt så mange som året inden.

Det skriver Louisiana i en pressemeddelelse.

Det glæder Poul Erik Tøjner, direktør på Louisiana, at gæsterne er vendt tilbage. Også selv om der er et stykke op til rekordårene inden corona.

– Det er stadigvæk et meget højt besøgstal, og det er højere, end jeg troede, vi ville få.

– Alt over 600.000 er en total succes, synes jeg. Det har altid været sådan, at årene svinger, siger Poul Erik Tøjner.

I 2019 havde Louisiana lidt over 757.000 besøgende. Det er det år, hvor museets besøgstal har været højest.

Poul Erik Tøjner håber, at besøgstallet igen vil komme på niveau med årene inden nedlukningerne.

– Vi budgetterer ikke med det, men det er min forhåbning. Jeg kan ikke se, at vi ikke skulle blive lige så populære igen, siger han.

Også kunstmuseet Aros er tæt på besøgsniveauet inden nedlukningerne. I 2022 indløste lidt mere end 514.000 gæster billet til det aarhusianske museum. Det fremgår af Aros’ hjemmeside.

De danske museer havde nogle svære år i 2020 og 2021. Her dykkede antallet af besøgende omkring 40 procent sammenlignet med 2019 ifølge Danmarks Statistik.

I begyndelsen af 2020 tog Poul Erik Tøjner en beslutning, han selv kalder dristig.

– Vi besluttede, at vi ville holde niveauet og kvaliteten, siger han.

– Jeg var meget bange for at komme ind i en negativ spiral, hvor vi skærer ned på det, folk kan forvente, og så kommer der lidt færre besøgende, og så må vi skære ned igen.

Ifølge museumsdirektøren betød det, at Louisiana tabte ti millioner kroner i 2020. Men der er ingen regninger, der mangler at blive betalt. Det skyldes hjælpepakker og hjælp fra fonde, fortæller Poul Erik Tøjner.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker