Politik

Løhde mødes med privathospitaler – udset til central rolle

Der forhandles aktuelt om en akutpakke til det hårdtprøvede sundhedsvæsen. Privathospitaler kan hjælpe til.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har udset sig landets privathospitaler til en fortsat central rolle i sundhedsvæsenet.

Der er store problemer med lange ventelister, og hun vil derfor fortsat lade dem spille en vigtig rolle i at nedbringe køen.

Det kræver dog, at den pris, som landets regioner betaler for at lade det private stå for operationer, bliver sat ned.

Hun mødes nu med Danske Regioner og Sundhed Danmark, der er brancheforeningen for private hospitaler og klinikker i Danmark.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Det er ifølge ministeren en højt prioriteret opgave at få ventetiderne på operationer ned. Derfor er regeringen parat til at tage alle redskaber i brug.

– Det gælder også brugen af privathospitaler, som med deres kapacitet kan være med til at få bugt med ventetiderne til gavn for patienterne, siger Løhde i meddelelsen.

Hun håber på at forhandle en aftale på plads, som er en del af den akutpakke, der arbejdes på til sundhedsvæsenet. Her har regeringen prioriteret i alt to milliarder kroner.

Men først skal Sundhedsstyrelsen nu se på, om flere specialiserede behandlinger kan foretages i det private. Er det tilfældet, håber Løhde på en mængderabat, når flere sendes mod det private.

Da ministeren i midten af januar holdt det indledende møde med Danske Regioner om akutpakken, var det på ryggen af en dyster rapport.

Her viste et eftersyn fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at det står værre til end ventet i sundhedsvæsenet. Der er lange ventetider og et stort fald i produktiviteten på sygehusene.

Samtidig er det blevet sværere at overholde udredningsretten, der betyder, at patienter henvist fra en læge inden for 30 dage enten skal have en diagnose eller en plan for det videre forløb.

Udfordringerne står i kø, selv om der de seneste år er blevet tilført betydelige økonomiske midler til regionerne, som styrer hospitalerne.

Efter mødet, der var 13. januar, var meldingen fra ministeren, at det var forventningen, at der kunne landes en aftale i løbet af få uger.

Det er to og en halv uge siden. Holder den udmelding fortsat stik, kan en aftale altså nærmere sig med hastige skridt.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker