Udland

Litauens præsident: Baltikum må have flere amerikanske styrker

Litauens præsident, Gitanas Nauseda, har fremsat udtalelsen efter møde med den amerikanske forsvarsminister.

Det er ekstremt vigtigt, at de baltiske stater – Estland, Letland og Litauen – bliver styrket med flere amerikanske soldater.

Det siger Litauens præsident, Gitanas Nauseda. Han henviser til Ruslands militære opbygning.

Præsidenten kom med sin udtalelse efter et møde med den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin. Mødet foregik lørdag i Litauens hovedstad, Vilnius.

– Ruslands militære oprustning på Natos østlige flanke ændrer sikkerhedssituationen, sagde den litauiske præsident.

– Det har afgørende betydning, at de baltiske staters regionale sikkerhed styrkes med yderligere militære styrker fra USA. Samtidig med at det militære samarbejde udvikles, tilføjede han.

Rusland krævede tidligere i denne uge, at alle USAs væbnede styrker i både Centraleuropa, Østeuropa og Baltikum trækkes ud.

Også Litauens premierminister, Ingrida Simonyte, ønsker flere amerikanske soldater til regionen.

Hun udtaler, at “vi kan sige med stor sikkerhed, at de russiske styrker i Hviderusland ikke vil forlade landet efter en stor fælles militærøvelse med hviderusserne”.

Den amerikanske vicepræsident, Kamala Harris, har tidligere sagt til de baltiske ledere, at USA overvejer at forstærke de tre republikker militært.

Det fortæller den litauiske præsident Nauseda.

– Vi har fået at vide, at amerikanerne for øjeblikket taler om en forstærkning af Baltikum. Fordi truslerne kræver et svar – både fra Nato og fra USA.

Han tilføjer, at han håber, at de baltiske forsvarsministre kommer til at mødes om sagen i Vilnius.

Lederne af Estland, Letland og Litauen havde fredag et møde med USA’s vicepræsident, Kamala Harris.

Lørdag mødes den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, med udenrigsministrene fra både Estland, Letland og Litauen. Det sker i Litauens hovedstad, Vilnius.

/ritzau/Reuters

Back to top button