Lavere elpriser trækker inflationen ned i Danmark
Forbrugerpriserne i Danmark var i april 5,6 procent højere på årsbasis. Stigningen aftager dermed kraftigt.
Forbrugerpriserne i Danmark var i april 5,6 procent højere på årsbasis. Stigningen aftager dermed kraftigt.
Høje energipriser var stærkt medvirkende til, at inflationen stak af i Danmark i løbet af sidste år.
Men nu er priserne på eksempelvis el begyndt at falde igen, og det er modsat med til at trække inflationen her i landet ned.
Det viser det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks, som Danmarks Statistik har offentliggjort tirsdag morgen.
Inflationen er et udtryk for udviklingen i forbrugerpriserne.
Forbrugerpriserne i Danmark var i april 5,6 procent højere sammenlignet med samme måned sidste år.
Stigningen er dermed markant lavere, end den var i marts. Her steg forbrugerpriserne 7,3 procent på årsbasis.
Og forbrugerne skal forvente, at de lavere prisstigninger fortsætter i løbet af 2023. Det mener Kristian Skriver, der er seniorøkonom hos Dansk Erhverv.
– Lavere priser på energi, råvarer og fragt vil i løbet af de kommende måneder lægge en dæmper på inflationen, skriver han i en kommentar.
– På sigt vil de højere renter også lægge en dæmper på aktiviteterne i Danmark og udlandet, hvilket også vil få inflationen til at falde.
Kigger man i stedet på de samlede prisstigninger på tværs af EU-landene, går det lidt mere trægt.
Forbrugerpriserne i EU-landene var i april 8,1 procent højere end i samme måned sidste år.
Stigningen er marginalt lavere, end den var i marts, hvor forbrugerpriserne steg 8,3 procent på årsbasis.
Her var det i stedet et fald i fødevarepriserne, som var med til at dæmpe prisstigningerne, fremgår det af opgørelsen fra Danmarks Statistik.
Det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks adskiller sig fra det almindelige forbrugerprisindeks fra statistikleverandøren.
Forskellen er, at ejerboliger ikke indgår i opgørelsen i EU-tallene.
/ritzau/