Forbrug

Lav din egen julesnaps – du kan godt nå det

Vil du lave din egen julesnaps, kan du lave den på de krydderier, du forbinder med jul. Det kan være kanel og nelliker, siger snapse-kender.

“Haps, haps, haps. Nu skal vi ha’ snaps”.

Har du været til en julefrokost, genkender du formentlig denne sangtekst, når snapseglassene fyldes op med den karakteristiske drik.

Selv om snapsen kan have ry for at skulle trække længe, behøver du ikke at gå i panik, hvis du endnu ikke har fået brygget julesnapsen sammen.

Sådan lyder det fra Niels Stærup, som er forfatter til flere bøger om kryddersnaps og indehaver af hjemmesiden kryddersnapse.dk.

– Man kan for eksempel bruge de krydderier, man forbinder med jul. Det kan være kanel, nelliker og rosiner og få sat dem sammen på en god måde, siger han.

Snapse-kenderen råder også til, at du kaster dig ud i at bruge grønne kardemommekapsler, stjerneanis, friske æbler og vaniljestænger.

– Man kan smide et par sorte peberkorn i en kryddersnaps. Det kan give modspil til de andre krydderier, siger Niels Stærup.

Faktisk har snapse-kenderen selv et par bud på, hvad du kan lave af julesnapse.

Den første har navnet “Jul i Mjäryd”.

– Den har masser af sødme i sig og de smage, man forbinder med jul, som passer til de tungere retter, der er på et julebord, siger han.

Her skal du bruge 70 centiliter neutral alkohol, for eksempel vodka. Det er nemlig vigtigt, at du ikke bruger alkohol, som allerede er tilsat smag, for det kan ødelægge den smag, du selv ønsker at lave.

Du skal også bruge 3 kanelstænger på 8-10 centimer, seks nelliker, 1 spiseskefuld rosiner med top og 1 spiseskefuld hvidt sukker. Alt dette hælder du sammen med alkoholen.

Det skal stå og trække på et tørt sted i op til fem dage.

– Undervejs ryster man glasset for at få sukkeret ud i alkoholen. Og når de fem dage er gået, har du en færdig snaps, som du kan hælde på flaske.

– Den kan nydes med det samme, men den vil vinde lidt i smagen, hvis den står og hviler i en uges tid, siger Niels Stærup.

Ved den anden snaps, som han kalder “Merry Christmas”, skal du bruge 3 stykker stjerneanis og cirka 1 spiseskefuld appelsinskal. Det skal blandes med neutral alkohol og trække i højst 5 dage.

– Det er også en snaps, der er ganske udmærket, siger han.

Niels Stærup råder til, at du opbevarer snapsen på et tørt sted. Det kan være på en hylde eller i et skab.

Er den lavet af krydderier eller friske ingredienser, anbefaler han, at den drikkes ved stuetemperatur.

– Det giver den største smagsoplevelse i forhold til de ingredienser, man har puttet i, siger han.

/ritzau fokus/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker