Sport

Lars Eller og Capitals er færdige i NHL’s slutspil

Florida Panthers sender med mål i overtid Washington Capitals ud af slutspillet om Stanley Cup-trofæet.

Den danske ishockeyspiller Lars Eller og Washington Capitals kommer ikke til gentage triumfen fra 2018, da holdet vandt mesterskabet i den nordamerikanske liga NHL.

I første runde af slutspillet var Capitals oppe mod Florida Panthers, som natten til lørdag dansk sikrede sig den fjerde sejr i serien, der spilles bedste af syv kampe.

Capitals tabte på hjemmebane 3-4 til Panthers, som dermed vinder serien med 4-2 i kampe.

Det er første gang siden 1996, at holdet fra Florida går videre fra den første playoffrunde.

Kampen blev afgjort i overtid på en scoring af Carter Verhaeghe, efter at begge hold havde scoret tre mål i ordinær spilletid.

Eneste tilbageværende dansker i slutspillet er dermed målmand Frederik Andersen fra Carolina Hurricanes.

På grund af en skade, har han endnu ikke været sendt på isen i Hurricanes seks kampe mod Boston Bruins.

Den syvende og afgørende kamp om at gå videre til anden runde i slutspillet om Stanley Cup-trofæet spilles lørdag, hvor Hurricanes har fordel af hjemmebane.

/ritzau/

Back to top button