Sport

Landsholdet er til VM med guldambitioner

Kvaliteten på landsholdet rækker til at vinde VM-guld, mener de danske spillere og DBU-boss Peter Møller. Også hos de danske fans er forventningerne i top.

Det danske fodboldlandshold er rejst til Qatar med en ambition, der for en håndfuld år siden formentlig ville have fremtvunget lidt hovedrysten og et overbærende smil. Holdet vil vinde VM, og spillerne har en tyrkertro på, at de kan gøre det.

Optimismen finder de i mere end to års progressivt arbejde under Kasper Hjulmand. Holdet kan kontrollere de fleste kampe, skabe chancer mod de bedste modstandere, og holdet går oftest fra banen uden nederlag.

For halvandet år siden ved EM var holdets udvikling ikke nået så langt som nu, men rakte alligevel til en plads i EM-semifinalen – holdets bedste præstation siden dén sommer, du ved nok.

EM-semifinalenederlaget til England vil plage landsholdsanfører Simon Kjær resten livet, siger han. Men den kamp medvirker også til at styrke motivationen og give tro på et endnu bedre resultat til VM.

– Det er det landshold, jeg har spillet på, med mest kvalitet og det stærkeste sammenhold. 100 procent. Jeg føler, at vi har så meget kvalitet og er tæt på et komplet hold på næsten alle parametre.

– Vi skal drømme stort, vi skal drømme om at vinde noget med det her landshold. Det er rigtig svært at vinde VM, men vi så ved EM-slutrunden, at vi var meget tæt på. Tingene skal gå vores vej i de afgørende situationer, så har vi en mulighed, siger Simon Kjær før sin femte slutrunde.

Pierre-Emile Højbjerg deler sin anførers forventninger og iagttagelser.

– Jeg vil sige, at vi har en chance for at blive verdensmestre. Vi er velforberedte, og vi er spillet godt sammen, siger Højbjerg.

De danske fodboldfans har også høje forventninger. Det viser en undersøgelse, Voxmeter har lavet for Ritzau blandt 1003 repræsentativt udvalgte respondenter.

92,7 procent af de respondenter, der har en forventning til Danmarks sportslige udbytte ved VM, regner med, at Danmark går videre fra det indledende gruppespil. Kun cirka en tredjedel af dem tror dog, at det bliver som gruppevinder.

17,6 procent vil først kalde VM en sportslig succes, hvis Danmark bliver verdensmester.

Landsholdsstjernen Christian Eriksen peger på sine holdkammeraters EM-succes som en årsag til de høje forventninger. Selv har han også en tro på, at Danmark atter kan nå helt frem til de afgørende kampe.

– Kvaliteten på holdet er bedre end ved EM, og vi har også en større tro på, at vi kan nå langt. Så jeg håber, at vi når mindst lige så langt som dengang, for jeg var jaloux over ikke at kunne være med i de kampe, siger Eriksen, der måtte sige farvel til EM-truppen i utide efter sit hjertestop.

Selv om landsholdsspillerne er positive før VM, risikerer de at måtte rejse tidligt hjem, hvis de smider ydmygheden og tager arbejdshandskerne af i ørkenvarmen, siger Martin Braithwaite.

– Selvfølgelig er jeg kommet for at vinde VM. Det er alle vi spillere. Vi drømmer stort, men vi må ikke glemme at arbejde hårdt, for det skal vi gøre hver dag. Man kan ikke bare drømme om noget og sætte sig ned og ikke gøre en skid for at opnå det, siger vestjyden.

Hos bookmakerne er ni andre lande større VM-favorit end Danmark.

Det skæpper i Dansk Boldspil-Unions (DBU) kasse, når herrelandsholdet deltager i en slutrunde og sikrer millionindtægter, som unionen ikke budgetterer med.

Trods de forsigtige økonomiske forventninger fremgår det som en målsætning i DBU’s strategi frem mod 2025, at herre- og kvindelandsholdet skal række ud efter at vinde en slutrunde.

DBU-fodbolddirektør Peter Møller deler landsholdsspillernes drøm om en triumf i Qatar.

– Jeg ser ingen grund til, at vores trup ikke skulle toppe nu. Vi skal opnå noget stort og række ud efter det, vi må ikke lade os nøje. Vi drømmer om at stå med pokalen som i 1992, siger Peter Møller.

Han var selv med, da Danmark i 1998 nåede historisk langt og kom i VM-kvartfinalen. Det skal overgås i Qatar, selv om konkurrencen er hård.

– Det forbandede ved en slutrunde er, at de små marginaler i en knockoutkamp kan afgøre det hele. Vi har forberedt os på, hvordan de tipper vores vej, for eksempel i en straffesparkskonkurrence. Alt i alt er jeg meget optimistisk, siger Møller.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker