Politik

Lærerstuderende har udsigt til flere undervisningstimer

65 millioner kroner er på vej ud til landets læreruddannelse. Pengene skal sikre flere undervisningstimer.

Der er nu penge på vej ud til landets læreruddannelser.

Torsdag aften har et politisk flertal fordelt de 65 millioner kroner, som det i forbindelse med seneste finanslov blev aftalt at afsætte til læreruddannelsen.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra Undervisnings- og Forskningsministeriet.

Fordelingen er sket ud fra antallet af studenterårsværk på læreruddannelsen. Det vil sige, at uddannelser med mange studerende får flere penge.

I toppen er Københavns Professionshøjskole, der alene får 18,1 million kroner.

Ifølge uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) kommer pengene til at betyde, at studerende efter sommerferien vil opleve at få flere undervisningstimer og mere vejledning og feedback fra deres undervisere.

– Det er første skridt på vejen, inden vi tager hul på forhandlinger om en ny og bedre læreruddannelse, siger han i pressemeddelelsen.

Han henviser til, at han til juni vil invitere til forhandlinger om en ny og bedre læreruddannelse.

I den sammenhæng skal der fordeles 125 millioner kroner i et varigt løft af uddannelsen fra 2023.

I Lærerstuderendes Landskreds, en organisation for lærerstuderende, bliver fordelingen af de 65 millioner kroner kaldt et første skridt på vejen mod en ny og forbedret læreruddannelse.

– De 65 millioner skal gå til højere studieintensitet, flere undervisningstimer og sikre, at man ikke bare skal møde op to gange om ugen på læreruddannelsen, når man er lærerstuderende, siger Caroline Holdflod Nørgaard, forperson i Lærerstuderendes Landskreds.

Hun kan fortælle, at de studerende i dag blot har 12-13 undervisningstimer om ugen. Det er ifølge hende ikke nok til at kunne få en relation mellem undervisere og studerende.

Med hensyn til de kommende forhandlinger om et varigt løft af uddannelsen havde Caroline Holdflod Nørgaard gerne set, at forhandlingerne var kommet i gang lidt tidligere.

Nu håber hun bare, at de anbefalinger, der blandt andet er kommet fra hendes organisation, vil blive inddraget i forhandlingerne. Og at der findes mere end de 125 millioner kroner, der indtil videre er aftalt.

– For selv om de 125 millioner er et godt første skridt, så er det ikke nok til at få den læreruddannelse, som ministeren selv siger, han gerne vil have, siger Caroline Holdflod Nørgaard.

/ritzau/

Back to top button