Sport

Kulturminister vil udelukke Rusland fra al sport

Rusland og russiske atleter skal ikke kunne deltage i international sport, mener kulturministeren.

Rusland og russiske sportsudøvere bør udelukkes fra al international sport som følge af den igangværende invasion i Ukraine.

Det fastslår kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) over for Ritzau.

– Situationen er, at vi har et Rusland, der har invaderet et frit, demokratisk land og bragt krig på europæisk jord.

– Jeg mener ikke, at et sådant land skal kunne deltage i noget som helst relateret til sportsbegivenheder, siger hun.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) besluttede fredag at fratage Rusland værtskabet for Champions League-finalen, der til maj skulle have været afholdt i Sankt Petersborg.

Også Formel 1 har aflyst et grandprix i Sotji til september.

Ane Halsboe-Jørgensen opfordrer andre sportsforbund til at træffe samme beslutning, når det gælder Rusland. Og hun ønsker heller ikke at se russiske atleter stille op i internationale konkurrencer.

– Jeg mener ikke, at russiske klubber, russiske landshold eller sportsudøvere, der repræsenterer Rusland, skal kunne deltage i international idræt i den nuværende situation, siger kulturministeren.

Selv om Uefa har fjernet Champions League-finalen fra Sankt Petersborg, så får den russiske fodboldklub Spartak Moskva fortsat lov til at kæmpe videre i Europa League.

– Det er vigtigt, at Champions League-finalen ikke bliver spillet på russisk jord, men jeg havde gerne set, at man var gået endnu længere.

– Det er vigtigt, at ingen europæiske hold eller klubber tvinges til at rejse til Rusland for at spille fodbold. Russere bør heller ikke kunne deltage den anden vej, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Til trods for Ruslands invasion i Ukraine har Det Internationale Volleyballforbund fredag meldt ud, at man fortsat planlægger at afholde et VM i Rusland til september.

Spørgsmål: Kan I fra politisk side gøre noget for at stoppe forbund i at gå den vej?

– Politisk arbejder vi for – via EU og FN – at forfølge sagen, men det er også et spor i den proces, at vi nu lægger et maksimalt pres på de internationale forbund for at gå i den retning.

– Det er en meget kraftig opfordring til, at de internationale forbund tager de beslutninger, der skal tages, for at modsvare det. For mig at se gælder det om, at der ikke skal være turneringer på russisk jord – eller russiske deltagere i sport i øvrigt, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Hos oppositionspartiet Venstre er der fuld opbakning til regeringens linje, når det gælder Rusland.

– I Venstre mener vi ikke, at man skal kunne deltage i internationale sportsbegivenheder samtidig med, at man er gået i krig og har invaderet et andet land, siger kulturordfører Jan E. Jørgensen.

– Jeg er glad for at se, at regeringen har samme holdning – og i Venstre forventer vi nu, at kulturministeren tager sagen op med sine kollegaer i EU, så vi hurtigst muligt kan få bandlyst Rusland fra alt sport, siger han.

/ritzau/

Back to top button