Viser helt ny side af sig selv

Caroline Henderson kan snart ses i "Vikings: Valhalla" på Netflix, hvor hun får selskab af Kenneth M. Christensen og Asbjørn Krogh Nissen

Caroline Henderson viser helt nye sider af sig selv i Netflix-serien 'Vikings: Valhalla' som Håkon Jarl.
Caroline Henderson viser helt nye sider af sig selv i Netflix-serien 'Vikings: Valhalla' som Håkon Jarl.
Offentliggjort Sidst opdateret

Endnu et kapitel bliver nu føjet til successerien "Vikings".

Snart får spinoff-serien "Vikings: Valhalla" premiere på Netflix, og der er igen et rød-hvidt islæt i sagaen.

Caroline Henderson har nemlig en bærende rolle i den kommende storserie, som får premiere 25. februar.

Streaminggiganten har netop offentliggjort en teaser for det nye vikingebrag, hvori den 59-årige jazzsangerinde indtager rollen som Håkon Jarl.

- Som en storslået kriger og tolerant leder regerer Håkon Kattegat med rolig hånd. Selv om hun er hedensk, har hun formået at holde Kattegat åben for alle trosretninger i en udfordrende tid, har Netflix tidligere afsløret om Caroline Hendersons karakter.

I serien får hun selskab af Kenneth M. Christensen, der er kendt fra danske serier som "Kriger", "Den som dræber" og "Gidseltagningen", og af skuespilleren Asbjørn Krogh Nissen.

Hundrede år efter

"Vikings: Valhalla" udspiller sig cirka hundrede år efter afslutningen på den originale Vikings-serie.

Efterhånden som spændingerne mellem vikingerne og de engelske kongelige når et blodigt bristepunkt, samtidig med at vikingerne indbyrdes kæmper om deres modstridende kristne og hedenske tro, begynder en rejse for tre vikinger.

Sammen tager Leif Den Lykkelige, Freydis Eiriksdottir og Harald Hårderåde over verdenshavene og gennem slagmarker - fra Kattegat til England og hinsides - mens de kæmper for overlevelse og ære, lyder det om serien.

I hovedrollerne ses foruden Caroline Henderson skuespillerne Bradley Freegard, Laura Berlin, David Oakes og Jóhannes Haukur Jóhannesson.

Også spækket med danskere

Den oprindelige Vikings-serie var også spækket med danske skuespillere.

Alex Høgh Andersen, Marco Ilsø og Ida Marie Nielsen havde alle store roller i den.

"Vikings: Valhalla" får premiere på Netflix 25. februar 2022.

CAROLINE HENDERSON

Caroline Henderson (født 28. februar 1962 i Stockholm), er en svensk-amerikansk pop- og jazzsangerinde, som fik sit gennembrud som del af popgruppen Ray Dee Ohh, og som siden da har udgivet otte soloalbums.

Henderson er datter en af en svensk mor og en amerikansk far. Hun flyttede fra Sverige til København i 1983 og sang som ung i flere jazzbands. Sammen med Maria Bramsen slog hun i 1989 igennem i Danmark med popgruppen Ray Dee Ohh. Da gruppen gik i opløsning, påbegyndte Henderson en solokarriere med succesalbummet Cinemataztic fra 1995, som vandt syv priser ved de efterfølgende danske Grammyer og indeholdt de store hits Kiss Me Kiss Me og Made In Europe.

Opfølgeren Metamorphing (1998), disco-coveralbummet Dolores J – The Butterfly (2000) og det mere eksperimenterende Naos (2002) havde ikke helt samme kommercielle gennemslagskraft. Hendersons karriere tog en ny drejning med de fuldtonede jazzplader Don't Explain, Made In Europe, Love Or Nothin' og No. 8 (2008).

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS