Flere opgav test efter alenlang kø

Massiv kø har betydet, at flere borgere i Horsens Kommune mandag har måttet vende snuden hjem uden at blive testet for COVID-19 ved Casa Arena.

Hundredevis af mennesker har mandag stået i kø ved COVID-19-testteltet ved Casa Arena i Horsens. – Foto: TV2 Østjylland.
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie fra TV2 Østjylland.

– Jeg har stået her i seks timer uden at blive testet, og flere har måttet køre herfra uden at blive testet, det er ikke fair.

Sådan beskriver Thomas Varan den aktuelle situation ved Casa Arena i Horsens, hvor hundredvis af borgere mandag er mødt op for at blive testet for COVID-19.

For halvdelen af dem ender dagen uden test, mens resten må vente i timevis.

– Det er problematisk, for det animerer ikke til, at man får lyst til at komme ud og lade sig teste, når der er så lang ventetid og usikkerhed knyttet til det, siger Thomas Varan til TV2 Østjylland.

Forfordeling

For få dage siden kunne TV2 Østjylland fortælle, hvordan et stort behov for at teste for COVID-19 i Region Hovedstanden betød, at der i den kommende tid vil blive færre testtider til rådighed i resten af landet.

Og det er altså det, man nu får at se i Horsens, hvor der ikke er nok kapacitet til rådighed.

– Lige nu er smittetrykket højt i særligt København og Odense, og derfor bliver indsatsen intensiveret i de områder. Det betyder, at vi i den kommende tid desværre nok må indstille os på, at der bliver ventetid, hvis man er symptomfri og vil testes for COVID-19, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.

Anders Kühnau fortæller samtidig, at han godt er klar over, at ventetiden kan være frustrerende, men han håber på forståelse.

Bliver folk væk?

Thomas Varan er godt klar over, at det er en træls situation, landet befinder sig i lige nu, men han havde håbet, at teststederne havde lært lidt mere af coronaerfaringerne.

– Jeg havde håbet, at det ville køre meget bedre end i marts og april. Det er jo ikke noget nyt, at der er mange, der vil testes efter en weekend.

Han frygter, at den lange ventetid eller helt manglende test får den konsekvens, at folk ikke lader sig teste.

– Altså jeg kan ikke sige det, men jeg overvejer, om jeg skal testes igen, og jeg tror, at folk bliver væk, hvis situationen er sådan her, afslutter han.

Powered by Labrador CMS