Verdensstjerne kommer til Danmark

Den 81-årige amerikanske sanger Bob Dylan gæster i forbindelse med en forestående Europaturné Royal Arena til september

Offentliggjort Sidst opdateret

Verdensstjernen Bob Dylan skal til efteråret spille koncert i Danmark som en del af en større verdensturné.

Nærmere bestemt bliver koncerten afholdt i Royal Arena fredag den 30. september 2022.

Det oplyser Live Nation Denmark i en pressemeddelelse.

Det er verdensturnéen "Rough and Rowdy Ways", der bringer ham til Europa, hvor han ud over sin optræden i København også gæster lande som Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland og Storbritannien.

Telefoner er forbudt

Inden da har den garvede herre optrådt med sit show ved 74 lejligheder i sit hjemland, USA.

Som noget særligt vil telefoner ikke være tilladt i salen under koncerten i Royal Arena. Koncertgæster skal aflevere deres telefon i en sikker taske og vil derfor ikke kunne benytte den under showet.

Den amerikanske sanger og sangskriver Bob Dylan er blandt andet kendt for numre som 'Like a Rolling Stone' og 'Blowin' in The Wind'. (Arkivfoto).
Den amerikanske sanger og sangskriver Bob Dylan er blandt andet kendt for numre som "Like a Rolling Stone" og "Blowin' in The Wind". (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS