Tvivlen rejser sig: Var det snyd?
EBU har fundet uregelmæssigheder i jurystemmer fra seks lande og har brugt anden metode til stemmeafgivelse
European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision, har fundet uregelmæssigheder i stemmemønstrene for jurystemmerne fra seks lande ved generalprøven af den anden semifinale ved årets Eurovision.
Det skriver EBU i en udtalelse.
Det har fået EBU til at udregne et realistisk resultat for både den anden semifinale og finalen. Udregningen er baseret på resultater for andre lande med lignende stemmeafgivelser, lyder det.
Ukendt hvilke lande
Det oplyses ikke, hvilke seks lande der er tale om.
Den proces er sket i samarbejde med det selskab, der står for den tekniske del af afstemningen, og er anerkendt af en uafhængig kontrolinstans.
- EBU tager alle formodede forsøg på at manipulere med stemmeafgivelsen for Eurovision ekstremt alvorligt og har retten til at fjerne sådanne stemmer i overensstemmelse med de officielle regler for stemmeafgivelse, uanset om de stemmer, der fjernes, kan ændre på resultatet, lyder det i udtalelsen.
Skete under generalprøven
Generalprøven, hvor der altså er registreret uregelmæssigheder i stemmeafgivelsen er der, hvor juryerne afgiver deres stemmer.
Det fremgår ikke af udtalelsen, hvad uregelmæssighederne i stemmerne drejer sig om.
Inden finalen i Eurovision har den russiske hackergruppe Killnet ifølge Ekstra Bladet udsendt nogle kryptiske meldinger på beskedtjenesten Telegram, der hentyder til, at de vil påvirke stemmeafgivelsen.
Udsat for hackerangreb
I løbet af ugen, op til at finalen skulle afholdes i den italienske by Torino, har flere italienske myndigheders hjemmeside været udsat for hackerangreb, skriver nyhedsbureauet AFP.
Killnet, der er prorussisk, har ifølge den italienske avis Corriere della Sera sagt, at den står bag angrebene.
Angrebene gjorde det umuligt at tilgå en række offentlige myndigheders hjemmesider.
Lykkedes ikke
Det italienske nyhedsbureau AGI oplyser ifølge AFP, at hackerne havde forsøgt at hacke Eurovisions hjemmeside, men at det ikke lykkedes.
Det fremgår dog ikke af udtalelsen fra EBU, om det var hackerangreb, der gjorde, at stemmerne ved den anden generalprøve ved den anden semifinale vurderes som uregelmæssige.
Det var Ukraine, der løb med sejren til Eurovision lørdag aften.