Tivoli præsenterer store navne
Østkyst Hustlers, Poul Krebs og Michael Learns to Rock er blandt andre på plakaten, når Tivoli lancerer koncertformatet Lørdagshits - musik, der holder
Mens Fredagsrock kan fejre 25-årsjubilæum i år, så lancerer Tivoli nu et nyt musikinitiativ, som skal løbe af stablen om lørdagen.
Her blænder forlystelsesparken sommeren over op for koncertkonceptet Lørdagshits med undertitlen: musik, der holder.
Programmet tæller Dodo and The Dodos, Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen, Østkyst Hustlers, Poul Krebs, Michael Learns to Rock, Anna David og Søren Sko sammen med Tivolis Big Band og Johnny Deluxe.
Første gang i to år
Lørdagshits får premiere den 16. juli og løber over de følgende syv uger på Plænen.
Det annoncerer Tivoli i en pressemeddelelse i anledning af præsentationen af forlystelsesparkens sommersæson, som bliver det første program i to år uden coronapandemiens indvirkninger.
- Det er svært ikke at være optimist, og vi håber, at vi kan ryste de røde økonomiske tal af os i år, selv om vejret altid spiller en rolle. På det punkt er vi også blevet bedre til at omstille os de seneste år, siger Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, i pressemeddelelsen.
Et par comeback
Tivoli kan også afsløre et slags fællessangsformat inspireret af det svenske Allsång på Skansen.
Her vil Annette Heick og Tivolis Salon Orkester stå i spidsen for konceptet Syng med i Tivoli den første tirsdag i juni, juli, august og september.
Mens en række nye koncertkoncepter er blevet lanceret, er der også comeback til et par velkendte koncepter.
Der bliver gensyn med Lillefredag på Plænen om torsdagen, og der er også gensyn til Havefesten, som fungerer som en optakt til Fredagsrock.