Stor dag for Harry og Meghan
Efter at parret i 2021 beskyldte det britiske kongehus for manglende støtte og racisme, besøgte parret første gang dronning Elizabeth i april
Prins Harry og hertuginde Meghan kan torsdag den 19. maj fejre blomsterbryllup efter fire år som mand og kone.
Det er efterhånden seks år siden, at parret første gang mødte hinanden på en blinddate i London.
Halvandet år efter at bryllupsklokkerne kimede, besluttede parret sig dog for at træde tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.
De valgte i den forbindelse at rykke teltpælene op og flytte til den anden side af Atlanten. De bor nu i Los Angeles med parrets to børn, Archie og Lilibet.
Er mest i USA
I forbindelse med bruddet med det britiske kongehus oplyste prins Harry og hertuginde Meghan, at de planlagde at balancere deres tid mellem Storbritannien og Nordamerika.
Men siden parret flyttede til USA i 2020, har det knebet med besøgene i prinsens hjemland.
Det har flere gange affødt hård kritik.
Senest da parret i slutningen af marts valgte ikke at deltage i den afdøde prins Philips mindehøjtidelighed i Westminster Abbey i London.
Prins Philip var den nuværende regent dronning Elizabeths mand og prins Harrys farfar.
Måneden inden havde prins Harry sagsøgt den britiske regering, da den havde afvist skattebetalt politibeskyttelse ved eventuelle besøg i landet, også hvis parret selv betalte for det.
Parret har selv egne vagter, men ifølge prins Harry kan de ikke bruges i Storbritannien, da de ikke har den fornødne jurisdiktion eller adgang til efterretningsoplysninger.
Besøgte Elizabeth
I april aflagde prins Harry og hertuginde Meghan alligevel dronning Elizabeth et visit på Windsor Castle, og her skulle de ifølge mediet The Sun også have mødtes med prins Harrys far, kronprins Charles.
Det skulle angiveligt have været parrets første fælles rejse til Storbritannien, siden de trak sig fra kongehuset.
Interview med Oprah Winfrey
I foråret 2021 tiltrak parret sig stor opmærksom, da de stillede op til et tv-interview med den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey.
Her beskyldte parret kongehuset for ikke at have støttet dem nok og racistiske udtalelser omkring parrets dengang kommende barn, Archie.
Meghan fortalte også, at parret allerede var blevet gift, tre dage før det royale bryllup stod.
Et royalt eventyr
Det lignede ellers det perfekte, royale eventyr, da parret første gang mødte hinanden i 2016.
Prins Harry har tidligere forklaret til det britiske medie BBC, at han blev meget overvældet, da han første gang mødte sin kommende kone, Meghan Markle.
- Jeg blev overrasket, da jeg trådte ind i rummet og så hende. Jeg tænkte, at jeg måtte gøre mig meget umage her, sagde han.
Parret blev forlovet i november 2017. Det skete, da prins Harry friede i sit daværende hjem, Kensington Palace, mens parret var i gang med at lave grillkylling.
Beholder titlerne som hertug og hertuginde
Selv om parret ikke længere er fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus, har de valgt at beholde titlerne hertug og hertuginde af Sussex.
Prinsen er fortsat nummer seks i tronfølgen til den britiske trone. Parrets børn indgår også i arverækken.
Prins Harry er den yngste af den britiske tronfølger prins Charles' og den afdøde prinsesse Dianas to drenge.