Stolt Jørgen Leth er tilbage i Touren
Når Tour-starten ruller i Danmark 1. juli, kan danske cykelfans se frem til at høre Jørgen Leths stemme igen
Jørgen Leths stemme og hans fortællinger om Tour de France har dannet lydramme for mangt en danskers sommer i flere årtier.
Tour de France i 2018 blev dog hans sidste for TV 2, men når den historiske Tour-start går i København 1. juli i år, er det med Jørgen Leth tilbage - blot for en anden tv-station.
Tirsdag, hvor han fylder 85 år, har Discovery offentliggjort, at Jørgen Leth bliver en del af stationens dækning af dette års Tour de France. Han skal blandt andet lave indslag og fortællinger sammen med Bastian Emil Goldschmidt til dækningen.
En opgave, der bringer Jørgen Leth stor glæde.
- Det er jeg meget glad for. For jeg oplever også mit forhold til Tour de France som en slags trofasthedskontrakt, man har. Jeg møder de samme venner blandt journalisterne, men også blandt rytterne for den sags skyld, siger han.
- Jeg kan godt lide den trofasthed, der ligger i det. Det kan jeg. Jeg er glad for, at jeg stadig skal være med til at fortælle Tour de Frances historier.
Første gang i 1970
Han dækkede første gang Tour de France i 1970 og kommenterede fra 1988 og frem til og 2018 løbet, kun afbrudt af en ufrivillig pause fra 2005 til 2009, efter at hans selvbiografi "Det uperfekte menneske" førte til kritik af ham.
Leth kom dog tilbage i kommentatorboksen og lagde altså i det meste af tre årtier om nogen den danske stemme til Tour de France frem til 2018.
Hans trofasthed over for Tour de France er også blevet bemærket i Frankrig, og Jørgen Leth føler, at han hører til i den danske dækning af Touren.
- Det giver også en form for stolthed. Jeg mærkede det også, da jeg fik den der pris fra den franske kulturminister her for nylig. Ridder af Litteratur og Kunst for min indsats for Tour de France, forklarer han.
- Den blev overrakt til mig af Christian Prudhomme – altså Tour de Frances øverste chef. Det var jeg glad for. Og taknemmelig for. Men jeg synes også, det var rimeligt.
Endnu større
At hans tilbagevenden falder sammen med den historiske Grand Depart på dansk jord, gør kun det forestående Tour-comeback endnu større for den kendte filmskaber, journalist, forfatter, digter og cykelsportsromantiker.
- Det rører mit hjerte. Det er da fantastisk. Helt sikkert. Jeg kan også mærke på gader og stræder nu, at folk er ekstremt interesserede. Mere end de plejer at være. De kommer hen til mig. Det er jeg glad for, fortæller Jørgen Leth.
- Jeg har været med til at formidle min egen oplevelse af Tour de France, og det har smittet mange mennesker. Det er jeg meget glad for. Det er en kunstners privilegium at komme i den rolle, at ens følelser kan smitte andre. Det kan jeg godt lide.
Startskuddet går med enkeltstarten i København 1. juli, hvorefter 2. og 3. etape tager feltet fra Sjælland over Fyn for at slutte i Jylland, inden rytterne flyves til Frankrig.