Gadget-briller skaber frygt

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Amerikanske biografer advares mod smartwatches og Google-briller af frygt for mere piratkopiering i USA.

Et par fremtrædende brancheorganisationer i den amerikanske filmverden opfordrer nu biografejere til at forbyde deres gæster at bære udstyr, der kan optage film fra lærredet – eksempelvis såkaldte smartwatches eller briller med indbygget kamera.

Det sker for at forhindre, at biografgængere optager film og deler dem med andre på ulovlig vis.

National Association of Theatre Owners og The Motion Picture Association of America har opdateret deres politik imod filmtyveriet. Nu opfordrer organisationerne til nultolerance i forhold til at bære “intelligent” udstyr, der kan optage video.

I retningslinjerne for “best practice”, som biografejere ikke behøver at følge, hedder det, at gadgets, der kan bæres på kroppen, samt smartphones skal være slukkede og gemmes væk, når filmen ruller over skærmen.

Organisationerne nævner ikke specifikt Googles nye intelligente briller, Google Glass, eller andre nye elektroniske opfindelser.

– Personer, der ikke gemmer optagelsesudstyret væk, vil blive bedt om at forlade stedet, hedder det i den ny politik.

– Hvis biografbestyrere kan se tegn på, at der foregår ulovlige optagelser, vil de melde det til myndighederne, når det er nødvendigt.

Udgivelsen af Google Glass har været ventet i spænding af nogle, mens andre er mere skeptiske. De intelligente briller kom på det amerikanske marked i maj med et prisskilt på 1500 dollar.

Kritikerne siger, at opfindelsen skaber store problemer for privatlivets fred. Med brillerne kan man optage video, uden at andre nødvendigvis lægger mærke til det.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS