Snupper hovedrolle i nyt TV 2-drama
TV 2 barsler med en ny krimidramaserie, som følger livet blandt en gruppe undersøgende tv-journalister.
Skuespiller Mille Dinesen springer ud som journalist i en kommende krimidramaserie på TV 2.
Serien hedder "Graverne" og følger livet på en undersøgende tv-redaktion, der er på jagt efter den næste store afsløring.
- Graverjournalisters hverdag er fyldt med dilemmaer, modstand og sommetider endda spænding og fare - oplagte ingredienser til en underholdende dramaserie, lyder det fra manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen i en pressemeddelelse fra TV 2.
Flere kendte navne
Optagelserne til serien er netop gået i gang, og hovedrollen som den idealistiske journalist Liv spilles altså af Mille Dinesen, der blandt andet er kendt fra TV 2-hittet "Rita".
Derudover rummer rollelisten navne som Søren Malling, der tidligere har spillet journalist i DR's "Borgen", og Johanne Milland Pedersen, som indtog hovedrollen i spillefilmen "Venuseffekten".
Første sæson af "Graverne" kommer til at bestå af seks afsnit, og hos TV 2 er håbet, at serien vil skabe opmærksomhed om journalistikkens rolle i dagens Danmark.
Relevant emne
- Graverredaktionen er en fascinerende arena, og det journalistiske arbejde er vigtigt på TV 2 og i vores samfund. Manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen og det talentfulde hold bag serien stiller skarpt på et aktuelt og relevant emne: nyhedsmediernes rolle i et oplyst demokrati, siger executive producer David H.C. Østerbøg i pressemeddelelsen.
"Graverne" får premiere på TV 2 og TV 2 PLAY i 2024 eller 2025, står der i pressemeddelelsen.