Smaskforelsket prins tager kæresten med
Når prins Nikolai skal studere et semester i den franske hovedstad, får han følgeskab af kæresten Benedikte Thoustrup. Det siger hendes far til Se og Hør
Prins Nikolai mødte sin kæreste, Benedikte Thoustrup, under gymnasietiden på kostskolen Herlufsholm.
Siden er de begge flyttet til København, men efter sommerferien skifter parret den danske hovedstad ud med den franske.
Prins Nikolai skal læse et semester af sin uddannelse i Business Administration and Service Management fra Copenhagen Business School (CBS) i Paris, og der får han følgeskab af kæresten, som også studerer på CBS.
Det fortæller Benedikte Thoustrups far, Anders Thoustrup, til Se og Hør.
- Benedikte skal studere i Paris, ja. Så hun tager også med, siger han til ugebladet og tilføjer, at han ikke ved, hvor længe datteren skal være i Paris, ligesom at han endnu ikke er informeret om, hvorvidt det unge par skal bo sammen.
Kender byen godt
Benedikte Thoustrup kender allerede byen særdeles godt, da hun tidligere har læst på universitet Sorbonne.
Prins Nikolai skulle oprindelig have læst et semester i sin mors, grevinde Alexandras, fødeland, Hongkong.
Men coronapandemien har umuliggjort det, hvorfor prinsen har vendt blikket mod Paris.
Flytter ned til far
Der bor hans far, prins Joachim, i øvrigt sammen med sin hustru, prinsesse Marie, og parrets fælles børn, prins Henrik på 12 år og 9-årige prinsesse Athena.
Prins Joachim arbejder som forsvarsattaché på den danske ambassade.
Ud over studierne er prins Nikolai og Benedikte Thoustrup beskæftiget med henholdsvis modeljob og sin egen accessories-virksomhed.