- Simon er en hyldest til sproget
"X Factors" nestor, Thomas Blachman, har fået lyrisk kam til sit hår, efter at musikeren Simon Kvamm er blevet blandt dommertrioen i årets udgave af programmet
Gennem de 15 sæsoner, Thomas Blachman har siddet bag dommerbordet i "X Factor", har han haft et væld af kolleger - Remee, Sanne Salomonsen og Anne Linnet for bare at nævne et udpluk.
I årets udgave af "X Factor" entrerer musikeren og multiartisten Simon Kvamm for første gang det populære underholdningsprogram.
Det er en gevinst, lyder det fra dommerveteranen.
Evner at omsætte følelser
- Det er en hyldest til sproget, at Simon er kommet på - mere sprog for mænd, der evner at omsætte følelser. Det er jo ikke mange mænd, der kan det, mener Thomas Blachman.
- Det bliver ofte noget sjusk. "Goddag og farvel". Banaliteter sagt på banale måder. Fedt nok med banale følelser. Men det kræver, at man kan gejle dem lidt op undervejs, inden de bliver udtrykt i ord.
- Musik er også sprog. Det er en abstrakt størrelse, som man skal kunne omsætte i sprog, når man taler om musik.
En forfængelig mand
Det sprog taler Simon Kvamm, lyder det fra Thomas Blachman, der har fået kam til sit hår.
- Jeg har jo siddet i 15 år med dommere, som godt kunne tale lidt. Det kunne de da bestemt - det, man kunne forvente, siger Thomas Blachman og fortsætter:
- Simon er en forfængelig mand - sproget er en forfængelig størrelse. Og jeg kan mærke, at når han taler, så lytter jeg. Det er sindssygt vigtigt. Jeg kan mærke, at jeg har savnet, at lixtallet kommer lidt op i et program, som også er public service. For er der noget, vi har til fælles, så er det sproget.
Fatter ikke Blachman
Hans eget lixtal kan nogle gange få skalaen til at sprænge.
- Selvfølgelig har jeg været der - for guds skyld - alle årene med mit sprog, som folk i mange, mange perioder har sagt, at de ikke forstår, hvad fanden det er, jeg siger. Indtil de finder ud af, at de forstår alting.
- Det er jo måden, man lytter på, man må justere på, mener Thomas Blachman.
Man siger som bekendt, at musik er følelsernes sprog, og det gælder også for Thomas Blachman.
Det er hans førstesprog, bedyrer han.
Vil have fitness-kropssprog
Dernæst kommer det talte, siger Thomas Blachman.
- Kropssproget har jeg vel også fået styr på - der kommer en fitnesslærer to gange om ugen hjem til mig. Prins Henriks foretrukne.
- Han havde en flot krop, og sådan en vil jeg sgu også have, siger den 59-årige komponist.
Thomas Blachman er dermed i topform til en ny sæson af "X Factor".
Forsvarende vinder
Han har ført sine deltagere til tops fem gange og er forsvarende vinder af den seneste sæson.
Her vandt hans unge solist, Mads Moldt, som Thomas Blachman kaldte et unikum sjældent set.
- Jeg sagde jo ikke, at det var den vildeste sæson, der nogensinde kommer til at være. Der var jeg jo taktisk smart. Det ville have været det samme som at lukke programmet, siger Thomas Blachman med et smil.
- Det er, som om i år er det mindre forudsigeligt. Der er virkelig et højt niveau af deltagere. Mange af dem kunne rent faktisk gå hen og vinde - i den rigtige håndtering.
"X Factor" sendes på TV 2 fredag klokken 20.00.