Scorer ny værtstjans

Danish Music Awards har skippet tv-transmissionen til fordel for en eksklusiv prisfest, som P4-profilen Sara Bro skal være vært ved

Offentliggjort Sidst opdateret

For 33. gang skal cremen af dansk musik hyldes og hædres med uddelingen af Danish Music Awards.

Festlighederne foregår i Moltkes Palæ i hjertet af København den 3. november med DR-profilen Sara Bro som showets vært.

Det oplyser musikselskabernes brancheorganisation, Ifpi Danmark, i en pressemeddelelse.

- Sara Bro har været tæt på dansk musik i det meste af sin karriere, hun er topprofessionel, og så er hun helt sin egen.

- Med andre ord kunne jeg ikke forestille mig en bedre vært til et Danish Music Awards i nye rammer, siger lederen af DMA-Akademiet, Lasse Lindholm, i en pressemeddelelse.

Eksklusiv prisfest

For modsat foregående år er de snurrende kameraer skiftet ud med en eksklusiv prisfest for branchen.

Danish Music Awards meddelte tidligere i år, at man ville vende den traditionelle tv-transmission ryggen og i stedet skabe en mere eksklusiv prisfest for de nominerede artister.

Af samme grund bliver selve prisuddelingen ikke vist på tv i år.

DR-værten Sara Bro står i spidsen for uddelingen af årets Danish Music Awards. - Musikken er så vigtig en del af vores liv. Uanset om vi er glade, kede af det, nervøse eller lykkelige ville livet aldrig være det samme uden den, siger hun i en pressemeddelelse. (PR-foto).
DR-værten Sara Bro står i spidsen for uddelingen af årets Danish Music Awards. - Musikken er så vigtig en del af vores liv. Uanset om vi er glade, kede af det, nervøse eller lykkelige ville livet aldrig være det samme uden den, siger hun i en pressemeddelelse. (PR-foto).

Kan følges på sociale medier

Men på de sociale medier vil der være rig mulighed for at følge aftenens forløb, forsikrer musikselskabernes brancheorganisation, Ifpi, som arrangerer Danish Music Awards.

Ved årets prisfest skal der uddeles 12 statuetter. Herunder til Årets Danske Album, Årets Danske Gruppe, Årets Danske Solist, Årets Danske Radiohit og Årets Danske Streaminghit.

Herudover uddeles den prestigefulde Danish Music Awards' Ærespris til en eller flere danske artister, som har sat et umiskendeligt aftryk på dansk musik.

Det er et særligt DMA-Akademi bestående af to mænd og fire kvinder fra musikbranchen, som udpeger størstedelen af de nominerede og vinderne.

Powered by Labrador CMS