Retur på TV
Lise Rønne skal være vært på TV 2's nye underholdningsformat "Forræder", som har premiere 28. juli
- Livet kan noget, når man skruer ned for tempoet og i øvrigt også for Instagram, skriver Lise Rønne på Instagram.
Men netop på det sociale medie annoncerer Lise Rønne nu, at hun vender tilbage som tv-vært.
Den 44-årige stjerne skal nemlig stå i spidsen for underholdningsprogrammet "Forræder", som rammer TV 2 den 28. juli.
- Skidehamrende sjovt
- Det er - hånden på hjertet - det mest nervepirrende og skidehamrende sjove program, jeg kan huske at have lavet, skriver Lise Rønne i opslaget.
- Det involverer likvideringer, kidnapninger, kutter, konspirationsteorier, ja, voksne mennesker, der leger amok, og det er der jo så ufatteligt meget godt at sige om.
Ifølge TV 2's underholdningsredaktør, Thomas Richardt Strøbech, ligner "Forræder" ikke noget andet tv på TV 2.
Kæmpegave
- Når vi på den måde skal etablere et helt nyt og meget særligt univers, er det en kæmpegave at få en erfaren vært som Lise med på holdet. Og så har hun en indlevelse i spillet, man kun kan lade sig rive med af, siger Thomas Richardt Strøbech.
- Med både naturlig ro og et særdeles overbevisende pokerface guider hun trygt både spillere og seere igennem en verden af kutteklædte forrædere, natlige mord og daglige konspirationsteorier.
Lise Rønne sagde i begyndelsen af året op som nonfiktion-redaktør hos forlaget Gyldendal efter et år i jobbet.
- Har løbet for stærkt
- Jeg har løbet for stærkt i for lang tid, og efterhånden kunne jeg kun få øje på alt det og alle dem, jeg drømte om engang at få tid til.
- Det dur jo ikke, skrev hun dengang i et længere opslag delt på Instagram og fortalte, at hun nu åbnede et nyt kapital.
Det nye kapitel bliver så på TV 2.
Barselsvikar
Det er cirka halvandet års tid siden, at Lise Rønne senest lavede tv.
Hun blev kaldt ind som barselsvikar på "X Factor" for Sofie Linde og som sygevikar for Melvin Kakooza, der kort inden showstart fik konstateret en godartet tumor i hjernen.
Rutineret
Lise Rønne var også vært på den første sæson af det danske "X Factor", da programmet fik premiere på DR1 i 2008.
Derudover har Lise Rønne været vært på "Aftenshowet", "Året Der Gik", "Her Er Dit Liv" og "Danmarks Indsamling" for at nævne et udpluk.
"Forræder" får premiere 28. juli.