Overrasker med comeback
Tyske Udo Kier genoptager sin ikoniske rolle i Lars von Triers kultserie Riget. Der er også gensyn med Ghita Nørby, der igen skal spille Rigmor Mortensen
Når tredje og uigenkaldeligt sidste sæson af Lars von Triers ikoniske serie "Riget - Exodus" får premiere næste år, vender endnu flere velkendte ansigter fra de første sæsoner tilbage.
Den tyske skuespiller og von Trier-favorit Udo Kier genoptager rollen som den dæmoniske og vanskabte baby Lillebror, som i den nye sæson nu er blevet til Storebror.
Der er også comeback til Laura Christensen, der genoptager sin rolle som den fejlopererede og hjerneskadede pige Mona.
Det afslører DR, produktionsselskabet Zentropa og Nordic Entertainment Group, som står bag streamingtjenesten Viaplay, i en fælles pressemeddelelse.
Flere velkendte ansigter
Foruden Udo Kier og Laura Christensen er der også gensyn med Ghita Nørby, Søren Pilmark og Peter Mygind.
Deres genkomst blev meddelt allerede i maj.
En række af de øvrige, oprindelige skuespillere fra serien er dog siden anden sæsons slutning i 1997 gået bort.
Her kan nævnes Kirsten Rolffes som Fru Drusse, Ernst-Hugo Järegård som den svenske overlæge og neurokirurg Stig Helmer, Holger Juul Hansen som professor Einar Moesgaard, Otto Brandenburg som portøren Hansen samt Baard Owe, der spillede patologen Palle Bondo.
Længe lagt op til tredje sæson
Allerede i år 2000 - efter Kirsten Rolffes' og Ernst-Hugo Järegårds død - lagde filmproducenten og Lars von Triers faste samarbejdspartner Peter Aalbæk Jensen, op til, at der kunne komme en tredje sæson.
- På den måde er det jo heldigt, at vi laver en spøgelsesserie. For der kommer en "Riget III", sagde han dengang til Berlingske.
Der er også en lang række nye bekendtskaber på vej, er det tidligere blevet afsløret.
Bodil Jørgensen spiller søvngængeren Karen, der en nat ender ude foran Rigshospitalet. Og derfra begynder hun at søge svar på de foregående sæsoners uafklarede spørgsmål for at redde hospitalet fra undergang.
Derudover indtager Nikolaj Lie Kaas "Riget - Exodus" som den indebrændte reservelæge Filip Naver.
Lars Mikkelsen skal spille den administrerende overlæge Pontopidan, mens Nicolas Bro skal portrættere portøren Balder, der er opkaldt efter portøren Bulder, som Jens Okking spillede i de to første sæsoner af serien.
"Riget - Exodus" har forventet premiere på Viaplay i løbet af 2022 og vil kort efter få tv-premiere på DR.