Netflix hapser dansk bog-succes

Krimiserien "Afdeling Q" udkom for første gang som film i 2013. Snart kan den ses som tv-serie på Netflix

Offentliggjort Sidst opdateret

Fans af succesromanerne om "Afdeling Q" kan se frem til at opleve fortællingerne som tv-serie.

Verdens mest brugte streamingtjeneste, Netflix, vil indspille en ny tv-serie baseret på bogsuccesen af den danske krimiforfatter Jussi Adler-Olsen.

Forrygende

- Hver af dem (romanerne, red.) er et forrygende mysterium med et stort potentiale for en god sæson af fjernsyn, udtaler den amerikanske filminstruktør Scott Frank i en pressemeddelelse.

Danske Jussi Adler-Olsen er manden bag krimithrillerserien 'Afdeling Q'. (Arkivfoto).
Danske Jussi Adler-Olsen er manden bag krimithrillerserien "Afdeling Q". (Arkivfoto).

Han skal i samarbejde med produktionsselskabet Leftbank Productions og manuskriptforfatteren Chandni Lakhani lave den kommende Netflix-serie.

Henlagte sager

Jussi Adler-Olsens krimiserie handler om politiafdelingen Afdeling Q, som ledes af vicepolitikommissær Carl Mørck.

Sammen med kollegerne Assad, Rose og Gordon efterforsker han henlagte sager. Det sker, samtidig med at han har problemer i sit privatliv.

- Carl Mørck er en af de klassiske detektiv-antihelte - sjov og mørk på samme tid, hvilket jeg ikke kan få nok af. Jeg tror, at publikum vil have det på samme måde, lyder det fra Scott Frank.

Optages ikke i København

Han står blandt andet bag hitserierne "Godless" og "Dronninggambit".

Bogseriens plot finder sted i København. Sådan vil det dog ikke være i tv-serieudgaven.

Handlingen vil udfolde sig i den skotske by Edinburgh. Her vil serien desuden blive indspillet, fremgår det af pressemeddelelsen.

Netflix

Netflix blev grundlagt i 1997, hvor det var tiltænkt som et alternativ til video-udlejningsbutikker. 

Tanken var i starten, at man kunne leje og købe DVD'er gennem selskabet, som man fik tilsendt med posten. 

Det voksede sig dog til en streaminggigant.

Netflix blev grundlagt af amerikanerne Marc Randolph og Reed Hastings.

I 2012 blev Netflix tilgængeligt i Danmark

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS