Lars von Trier vækker opsigt - igen

Russiske og ukrainske medier har lagt mærke til filminstruktør Lars von Triers seneste opslag på Instagram

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske filminstruktør Lars von Trier skriver i et opslag på det sociale medie Instagram, at russiske liv også betyder noget.

Opslaget kommer oven på, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har været i Danmark, og at Danmark har lovet Ukraine 19 F-16-fly.

- Forresten: Til hr. Zelenskyj og hr. Putin og ikke mindst fru Frederiksen (der i går, som en kåd nyforelsket, poserede med smil fra mundvig til mundvig i cockpittet på en af vor tids uhyggeligste stykker dræbermaskineri):

- Russian lives matter also! Hilsen Lars, lyder det i opslaget, der er hvid tekst på en sort baggrund.

Vækker opsigt i Rusland og Ukraine

Opslaget er delt på Instagram tirsdag omkring klokken 18.00.

Både ukrainske og russiske medier har bidt mærke i Lars von Triers opslag.

Den russiske statskontrollerede tv-station RT International har skrevet en artikel om opslaget, og det samme har det ukrainske medie Ukrajinska Pravda.

Kan ikke kommenteres

Det er ikke muligt at kommentere von Triers seneste opslag.

Men på hans andre opslag på Instagram udtrykker mange deres vrede over hans udsagn om russiske livs værdi.

Lars von Trier er manden bag prisvindende film som "Dancer in the Dark", "Melancholia" og "Idioterne".

I et opslag på Instagram tidligere på måneden skrev Lars von Trier, at han søger en kæreste eller muse.

- Uden at jeg ved det mindste om sociale medier, søger jeg en kvindelig kæreste skråstreg muse, lød det fra Lars von Trier i videoen i opslaget.

Lars von Trier har vakt vrede på Instagram med et opslag efter Danmarks donation af F-16-fly til Ukraine. (Arkivfoto).
Lars von Trier har vakt vrede på Instagram med et opslag efter Danmarks donation af F-16-fly til Ukraine. (Arkivfoto).

Har skabt forargelse

Lars von Trier har tidligere skabt forargelse med kontroversielle udtalelser.

I 2011 blev han smidt ud af filmfestivalen i Cannes og erklæret persona non grata.

Det skete, efter at han på et pressemøde sagde, at han forstod Adolf Hitler, og at han sympatiserede lidt med ham.

Han beklagede udtalelserne, som han beskrev som et forsøg på at være humoristisk.

I 2018 kom han dog tilbage til filmfestivalen, da hans film "The House That Jack Built" blev udvalgt til festivalen.

I 2022 fik Lars von Trier konstateret Parkinson.

Powered by Labrador CMS