Klar til royal røg
Historiker, tilrettelægger og vært Cecilie Nielsen bliver historie- og kongehuskorrespondent for DR
For første gang nogensinde får DR en historie- og kongehuskorrespondent.
En rolle, der indtages af historiker, tilrettelægger og vært Cecilie Nielsen.
Det oplyser public service-stationen i en pressemeddelelse.
Det er vigtigt
- For DR er det en vigtig journalistisk ambition at dække kongehuset med stor faglighed, nysgerrigt og kritisk, lyder det fra ledende redaktionschef Kirsten Marie Svendsen.
- Den opgave er Cecilie Nielsen den helt rigtige til at løfte, fortsætter hun.
Som kongehuskorrespondent skal 36-årige Cecilie Nielsen være med til at styrke dækningen af monarkierne i Danmark og resten af Europa.
Det gælder både i den daglige nyhedsformidling samt til de store royale begivenheder.
En opgave, som hun ser frem til at kaste sig ud i.
Glæder sig
- Jeg glæder mig til at være med til at sætte de historiske perspektiver på kongehuset og til at bringe historiestoffet som helhed tættere på danskerne, siger Cecilie Nielsen i pressemeddelelsen.
Selv om hun er ny som korrespondent, er Cecilie Nielsen et kendt ansigt i DR-regi.
Stor erfaring
Hun har ti års erfaring som tilrettelægger og vært og har været en fast del af ekspertpanelet til store royale begivenheder - senest kroningen af Storbritanniens kong Charles.