-Jeg vil gøre Danmark stolt

For første gang i Eurovisionens historie skal en færøsk sanger på scenen. Endda for Danmark

Offentliggjort Sidst opdateret

Det unge stjerneskud Reiley har allerede masser af følgere på de sociale medier.

På TikTok følger næsten 11 millioner profiler ham, og på Instagram kigger 339.000 med.

Nu har han også imponeret de danske tv-seere og en fagjury med sit talent.

Den 20-årige sanger er vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2023.

- Jeg har det fantastisk. Jeg er tom for ord. Jeg er bare superbeæret over at blive accepteret af folk i Danmark, siger Reiley skiftevis på dansk og engelsk.

Første gang

Bag kunstnernavnet Reiley er færøske Rani Petersen.

Det er første gang, at en sanger fra Færøerne ender i Eurovision.

- Det er en ære, og det betyder meget, siger Reiley og fortsætter:

- Uanset hvor du er henne i verden, og hvor du optræder, går du altid tilbage til dine rødder. Det er klart noget, der er tæt på mit hjerte, siger Reiley, der havde sine forældre og søstre med til Danmark for at heppe.

Har en mission

Nu hvor konfettien er fejet op, venter den egentlige udfordring og meningen med hele det danske melodigrandprix - en deltagelse i Eurovision.

Reiley har en mission, når han går på scenen til det internationale melodigrandprix.

Han vil kvalificere Danmark til en plads i finalen og gerne gå hele vejen. Der stiller efterhånden så mange nationer op, at der må afholdes to semifinaler inden finalen. Sådan en har Danmark ikke været i siden 2019.

- Jeg vil have, at sangen vinder for os alle sammen, fastslår Reiley.

En rolig Reiley lod sig hylde og hædre som vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2023. Det, den færøske sanger, var mest nervøs for, var at snakke dansk.
En rolig Reiley lod sig hylde og hædre som vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2023. Det, den færøske sanger, var mest nervøs for, var at snakke dansk.

Har mange ideer

Han ved allerede, hvordan han vil overbevise Eurovision-seerne og landenes respektive fagjuryer.

- Vi har så mange idéer, siger han og uddyber:

- Der var meget, vi ikke kunne gøre på denne scene, som vi kan gøre på den store scene i Liverpool.

Normalt afholdes Eurovision hos sidste års vindernation. Men som følge af Ruslands invasion af Ukraine afvikles årets Eurovision i den britiske storby på vegne af det krigshærgede land.

De to semifinaler, der leder op til finalen den 13. maj, afholdes henholdsvis den 9. og 11. maj.

DANSKE GRAND PRIX-VINDERE DE SENESTE 10 ÅR

2023: Reiley: "Breaking My Heart". (skal optræde i Eurovision om kampen for en finaleplads den 11. maj).

2022: Reddi: "The Show". (røg ud af semifinalen ved Eurovision).

2021: Fyr & Flamme: "Øve os på hinanden". (røg ud af semifinalen ved Eurovision).

2020: Ben & Tan: "Yes" (Eurovision aflyst grundet coronapandemien).

2019: Leonora: "Love is forever" (nummer 12 ved Eurovision).

2018: Rasmussen: "Higher Ground" (nummer 9 ved Eurovision).

2017: Anja Nissen: "Where I am" (nummer 20 ved Eurovision).

2016: Lighthouse X: "Soldiers of Love" (røg ud af semifinalen ved Eurovision).

2015: Anti Social Media: "The Way You Are" (røg ud af semifinalen ved Eurovision).

2014: Basim: "Cliche Love Song" (nummer 9 ved Eurovision).

Kilde: DR
Powered by Labrador CMS