Uddelte seks gule kort
Kampen bød på flere store chancer men hverken AGF eller FCN formåede at putte bolden i kassen
Tredje gang blev ikke lykkens gang for AGF, som stadig har sæsonens første sejr til gode.
Søndag spillede aarhusianerne 0-0 ude mod FC Nordsjælland i anden runde af 3F Superligaen og fik således en blandet optakt til torsdagens vigtige returkamp i Conference League-kvalifikationen.
Her er AGF tvunget til at slå Larne FC på Ceres Park for at undgå noget af en fiasko.
De undertippede nordirere vandt nemlig 2-1 i det første opgør, hvor AGF skuffede fælt.
Stor fysik
I Farum var AGF fint med spillemæssigt og havde i perioder kontrol med stor fysik, indtil kræfterne slap op, men offensivt er der fortsat grund til panderynker for aarhusianerne, der ikke skabte meget i åbent spil.
FCN kom til de fleste chancer, men udnyttede aldrig overtaget og har derfor blot et enkelt point efter to kampe i Superligaen. AGF har to af slagsen.
Ingen af de to mandskaber formåede for alvor at tage initiativet i kampens indledning, der var ganske urytmisk grundet en del tekniske fejl og mange frispark.
FCN fik dog stille og roligt gang i offensiven med stor bevægelighed og hurtig boldomgang, hvilket skabte en række store chancer.
Var tæt på
Værterne var flere gange kun var en lang tå fra at score efter flotte opspil og hårde, flade indlæg fra kanterne.
Da pausen nærmede sig, fik AGF bedre styr på presset og dikterede spillet i perioder, men gæsterne fandt ikke løsningerne på den sidste tredjedel til at for alvor gøre det farligt.
FCN tog efter pausen taktstokken tilbage, mens AGF stod dybere og forsvarede sig solidt.
Som anden halvleg skred frem, stod kramperne i kø på AGF-holdet, men værternes fysiske overtag gav aldrig pote, så de to mandskaber delte i porten.