Her mødte hun sin nye mand
Katrine Engberg vidste, at hun elskede sin nuværende kæreste, allerede inden hun mødte ham
Krimiforfatteren Katrine Engberg blev sidste år skilt fra skuespiller og tv-vært Timm Vladimir efter mere end 20 år sammen.
Men relativt kort efter bruddet fandt hun kærligheden på ny. Det fortæller hun i et interview med Alt for Damerne.
Forfatteren havde lagt et digt af Søren Ulrik Thomsen op på sin Instagram-profil, og det skulle vise sig at få stor betydning.
- Så var der én mand, Jakob, der skrev en kommentar til det opslag, og hans ord ramte mig på en måde, som jeg aldrig er blevet ramt før. Så jeg svarede ham. Og så skrev vi pludselig sammen i fem timer om dagen. Først om litteratur, siden om filosofi og så om vores drømme, siger hun i interviewet og fortsætter:
Vidste, det var ham
- Tre uger senere blev vi enige om, at vi skulle møde hinanden. Allerede inden jeg havde mødt ham, vidste jeg, at jeg elskede ham, fortæller Katrine Engberg til Alt for damerne.
Den 47-årige krimiforfatter har sønnen Cassius med sammen med Timm Vladimir.
Parret oplyste tilbage i 2016, at de flyttede fra hinanden, men fandt kort tid efter harmonien igen.
Men sidste år var ægteskabet endegyldigt slut.
Skulle giftes med en anden
Timm Vladimir og Katrine Engberg mødte hinanden første gang tilbage i 1997, da hun skulle danse til en premierefest for noget musik, han havde lavet i samarbejde med komiker og skuespiller Gordon Kennedy.
Timm Vladimir blev meget betaget af Katrine Engberg, men det blev ikke til mere, da han skulle giftes med en anden, har han fortalt i et interview med Femina i 2013.
Men da parret mødte hinanden en del år senere efter at være gået fra deres respektive kærester, fandt de endelig sammen frem til 2021.
Mens Timm Vladimir blandt andet er vært på det populære DR-program "Den Store Bagedyst", er Katrine Engberg forfatter til en lang række krimibøger som "Isola", "Krokodillevogteren" og "Vådeskud".