Hemmelighed skal bevares i 90 år

I Storbritannien er testamenter offentligt tilgængelige. Men det gælder ikke de kongelige, beslutter domstol

Prins Philips testamente skal af hensyn til kongefamilien holdes hemmeligt. (Arkivfoto)
Prins Philips testamente skal af hensyn til kongefamilien holdes hemmeligt. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den afdøde prins Philips testamente vil forblive en hemmelighed i mindst 90 år for at beskytte det britiske kongehus' privatliv.

Det har højesteret i den engelske hovedstad, London, besluttet torsdag.

Testamenter er normalt offentlige dokumenter i Storbritannien. Men det gælder altså ikke i prins Philips tilfælde.

Hans testamente skal forsegles efter domstolens beslutning og bevares uden for mediernes søgelys.

Behov for øget beskyttelse

Beslutningen er i overensstemmelse med en lov fra 1910 om de kongeliges testamenter.

- Der er behov for øget beskyttelse af virkelig private aspekter for denne gruppe af mennesker for at bevare dronningen og hendes nære familiemedlemmers værdighed, lyder det i dommen.

Der ville heller ikke blive lavet en kopi af testamentet, der skal bevares et hemmeligt sted.

Dronning Elizabeth og prins Philip havde været gift i syv årtier, da Philip døde i april, 99 år gammel.

Begravet i på Windsor

Prins Philip blev begravet ved en ceremoni i St. Georges kapel på Windsor slottet, hvor kun 30 personer af de nærmeste deltog på grund af coronarestriktioner. Gæstelisten var oprindelig på omkring 800.

Prinsen, der ville være blevet 100 år til juni, havde været syg i noget tid og tilbragte mere end en måned på hospitalet fra den 16. februar. Her blev han blandt andet behandlet for hjerteproblemer.

Prins Philip havde også dansk blod i årerne. Hans oldefar var Danmarks kong Christian IX. I Danmark blev hans begravelse markeret med, at flaget blev sænket på halv stang over Amalienborg.

Her er reglerne for din arv

* Du kan testamentere de tre fjerdedele af arven, der ikke skal tilfalde dine tvangsarvinger - altså ægtefælle og livsarvinger.

* Har du ingen tvangsarvinger, kan du frit disponere over alle dine værdier og ejendele. Alle foruden tvangsarvinger skal dog betale bo- og eventuelt også tillægsboafgift af arven.

* Du kan tilbagekalde dit testamente, medmindre det er gjort uigenkaldeligt.

* Ændringer af testamentet sker efter samme regler, som gælder for oprettelse af testamenter.

Kilde: borger.dk
Powered by Labrador CMS